
De fire bygninger på Vesterhavnen i Nyborg blev evakueret i februar, efter at Nyborg Kommune fik dokumentation for, at de bærende bjælker i parkeringskældrene ikke var brandsikrede. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politianmelder for urigtige oplysninger til kommunen efter risiko for sammenstyrtning
Udgivet: 12/03/2025
Nyborg Kommune har i slutningen af sidste uge indgivet en politianmeldelse mod fire boligblokke, som omkring 100 borgere blev evakueret fra i starten af februar. Det skriver Fyens Stiftstidende. Politianmeldelsen er ifølge mediet indgivet efter straffelovens paragraf 163 og byggelovens paragraf 30 stk. 1a og stk. 1b.
Førstnævnte drejer sig om at give urigtige oplysninger til en offentlig myndighed og kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder. Paragraffen i byggeloven handler om byggearbejde uden nødvendige tilladelser og tilsidesættelse af vilkår, der er fastsat i en tilladelse. En overtrædelse straffes med bøde.
Politianmeldelsen kommer cirka en måned efter, at flere borgere blev evakueret fra fire boligblokke med adresserne Vesterhavnen 13, 15, 17 og 19. Nyborg Kommune valgte at evakuere borgerne, da man havde fået dokumentation for, at de bærende bjælker i parkeringskældrene i de fire bygninger ikke var brandsikrede, og at der derfor var risiko for, at bygningerne kunne styrte sammen i tilfælde af brand.
/ritzau/rmn
Sidst opdateret: 12/03/2025 - 08:53












































