
Nu tager det i gennemsnit 58 dage at behandle en sag, men der er store forskelle på tværs af kommunerne. - Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Sagsbehandlingstiden for byggesager falder igen
Udgivet: 10/03/2025
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager er faldet fra 64 dage i 2023 til 58 dage sidste år. Dermed falder sagsbehandlingstiden for andet år i træk efter at have været stigende siden 2017.
Sidste år blev der behandlet ca. 28.000 byggesager på tværs af kommunerne, hvilket er omtrent det samme antal som i 2023. Niveauet for antallet af byggesager var dog væsentligt lavere sidste år end i årene 2017-2022.
Tallene dækker over en periode med et højt renteniveau og faldende byggeaktivitet. Begge dele kan være væsentlige forklaringer på det relativt lavere antal byggesager, skriver DI Byggeri i en analyse af kommunernes servicemål og byggesagsbehandlingstider.
Det fremgår af DI's analyse, at der er stor forskel fra kommune til kommune på, hvor hurtigt en virksomhed eller borger kan få svar på en byggesag. Det tager i gennemsnit 3, 4 og 11 dage at få behandlet en byggesag i henholdsvis Vallensbæk, Odder og Aabenraa. I den anden ende af sagsbehandlingstiderne ligger Slagelse, Frederikssund og Bornholm, hvor det gennemsnit tager henholdsvis 250, 242 og 224 dage at få sagsbehandlet en byggesag.
Sidst opdateret: 10/03/2025 - 14:08












































