
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har med Aftale om Ungeløftet i alt afsat 1,16 mia. kr. til at udbrede indsatserne IPS og ’Flere unge skal med’ i perioden 2025-2035. I første ansøgningsrunde, som er åben nu, er der afsat ca. 520 mio. kr. til indsatser for unge i alderen 15-29 år i perioden 2025-2028. Der planlægges to lignende ansøgningsrunder i perioden 2029-2035. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Kommuner kan søge en halv milliard til at hjælpe unge i job eller uddannelse
Kommuner kan nu søge støtte fra en pulje på 520 mio. kr. for at sikre skræddersyede løsninger til unge uden job eller uddannelse.
Udgivet: 10/03/2025
Kommuner over hele landet får nu mulighed for at søge økonomisk støtte til at hjælpe unge, der hverken er i arbejde eller uddannelse. Det skriver NB-Beskæftigelse.
Puljen på cirka 520 millioner kroner i perioden 2025-2028 skal sikre skræddersyede løsninger på baggrund af aftalen om Ungeløftet til de 43.000 unge, der i dag står uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.
Ifølge NB-Beskæftigelse afsatte et bredt politisk flertal tilbage i oktober 1,16 milliarder kroner til indsatsen frem mod 2035. Formålet er at give unge den nødvendige støtte, så de kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet eller påbegynde en uddannelse.
"Vi har gjort os umage med at gøre ansøgningsprocessen så nem som mulig for kommunerne, og jeg håber, at alle landets kommuner vil gå ambitiøst til værks og vil være med til at hjælpe flere unge med i arbejdsfællesskabet," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
For at sikre en helhedsorienteret indsats skal kommunerne samarbejde med aktører på tværs af uddannelses-, social- og sundhedsområdet. Derudover forpligter kommunerne sig til at etablere lokale partnerskaber med virksomheder og civilsamfundet som en del af ansøgningen om midler.
kommunerne har frem til den 15. maj 2025 til at indsende deres ansøgning. Den første ansøgningsrunde dækker perioden 2025-2028, men der er allerede planlagt yderligere to runder frem mod 2035.
Sidst opdateret: 13/03/2025 - 09:51












































