
"Teknologierne kan overtage nogle opgaver, men de kan sørme ikke overtage det hele," siger lektor Anne Liveng.
Katastrofekurs: Vil vi overhovedet have en ældrepleje i 2035?
Ældreplejen er presset i dag – og i 2035 kan situationen være katastrofal, hvis ikke rekrutteringskrisen løses, advarer omsorgsforsker Anne Liveng.
Udgivet: 05/03/2025
Forestil dig et Danmark, hvor ældreplejen ikke længere kan følge med. Hvor tusindvis af stillinger står ubesatte, og hvor pårørende tvinges til at tage over, fordi der ikke er nok medarbejdere. Det er ikke et dystopisk fremtidsscenarie – det er en reel risiko, hvis udviklingen fortsætter, lyder det fra forsker.
Det skriver NB-Ældre.
Ifølge Vive peger fremskrivninger på, at der i 2035 vil mangle op mod 27.000 social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen – en situation, der kan få vidtrækkende konsekvenser for både ældre, ansatte og velfærdssamfundet som helhed.
"Hvis jeg skal svare ærligt, så tænker jeg, at det er temmelig katastrofalt," siger Anne Liveng, lektor og forsker i ældrepleje og velfærdsstatens udvikling ved Roskilde Universitet.
Allerede i dag kæmper ældreplejen med at rekruttere og fastholde medarbejdere, mens antallet af ældre med behov for hjælp stiger markant. Færre hænder skal tage sig af flere, og konsekvenserne er mærkbare.
"Ældreplejen er allerede vældig skematisk, med fyldte kørelister og fastlagte minutter til bestemte opgaver. Jeg frygter, at det bliver værre, end det er nu," siger Anne Liveng.
Men det er ikke kun de ældre, der rammes.
Når personalet bliver færre, bliver arbejdsvilkårene for de tilbageværende medarbejdere hårdere.
"For de medarbejdere, der er tilbage, tænker jeg, at det bliver et endnu mere presset arbejdsliv. De skal klare flere og mere forskelligartede opgaver - også i takt med at patienter udskrives tidligere fra sygehuset," siger hun.
Samtidig vil brugen af vikarer formentlig stige, fordi det er svært at rekruttere og fastholde fastansatte sosu-hjælpere og -assistenter. Dem, der har uddannelserne, vil sandsynligvis få større ansvar og et bredere spænd af arbejdsopgaver. Og de pårørende vil blive en stadig vigtigere del af ældreplejen.
Pårørendes rolle
Et markant tegn på, at ældreplejen er under pres, er den stigende afhængighed af pårørende. Anne Liveng henviser til undersøgelser fra Ældre Sagen, der dokumenterer, at voksne børn allerede i dag bruger markant mere tid på at hjælpe deres forældre, fordi den offentlige pleje ikke dækker alle behov.
"De pårørende føler sig pressede i en grad – og i en stigende grad – hvor det faktisk går ud over deres eget job eller uddannelse, hvis de er i gang med det," siger Anne Liveng.
Regeringens ældrereform lægger op til, at pårørende i endnu højere grad skal inddrages i omsorgen for deres nærmeste.
"De er allerede involveret i dag, men man ønsker, at de overtager flere opgaver. Det vil også kræve noget mere – eller noget nyt – af hjælpere og assistenter, når de kommer i hjemmene. De vil i højere grad skulle samarbejde med pårørende og selvfølgelig de ældre mennesker, det handler om," siger Anne Liveng.
Teknologiens muligheder
Politisk peges der ofte på teknologi som en mulig løsning på manglen på plejepersonale. Men ifølge Anne Liveng er det en fejlslutning at tro, at teknologi kan erstatte menneskelig omsorg.
"Teknologierne kan overtage nogle opgaver, men de kan sørme ikke overtage det hele. For i ældreplejen handler det om at arbejde med gamle og syge mennesker. Noget af det kræver, at man er til stede fysisk som et andet menneske. Så den del kan teknologien ikke erstatte," siger hun.
Samtidig påpeger hun, at teknologi ikke nødvendigvis frigiver tid – tværtimod kan den skabe nye arbejdsopgaver, som trækker ressourcer væk fra den direkte pleje.
"Teknologierne medfører nogle gange nye arbejdsopgaver, som selvfølgelig er noget andet end de basale omsorgsopgaver, men som stadig kræver tid og indsats," forklarer Anne Liveng.
Med det mener hun blandt andet, at medarbejderne skal bruge tid på at få teknologien til at fungere, lære systemerne at kende og dokumentere oplysninger i digitale systemer, der kan opleves som ufleksible.
Forandret velfærdsmodel
Vi har i mange år vænnet os til, at staten tager sig af ældreplejen, men hvis udviklingen fortsætter, vil flere opgaver blive skubbet tilbage til familierne.
"Hvis vi ikke får løst rekrutteringskrisen, kan vi risikere en fremtid, hvor omsorg i langt højere grad bliver et privat anliggende," siger Anne Liveng.
Samtidig ser vi en forandring i selve velfærdsmodellen.
"Vi bliver et mindre humant samfund, hvis vi sparer ældreplejen væk, eller hvis vi ikke giver den de nødvendige ressourcer. Personalemanglen handler også om arbejdsforhold. Om udviklingsmuligheder og sparring, når situationer bliver svære. Det handler nok også om løn. Det handler om status og de måder, man omtaler de mennesker på, der arbejder i feltet," tilføjer hun.
Ifølge Anne Liveng kræver det politiske beslutninger nu, hvis vi vil sikre, at ældreplejen ikke bryder sammen i fremtiden.
"Jeg tror simpelthen ikke, det vil være muligt at opretholde en værdig ældrepleje i 2035, hvis vi fortsætter som nu. Man er nødt til at tænke meget mere kreativt for at få ansat og uddannet flere," siger hun.
Sidst opdateret: 05/03/2025 - 10:04












































