
DF i Frederikssund vil have et beredskab som tager hånd om de sårbare borgere, hvis der opstår en krise. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Parti vil have kommunalt beredskab til de sårbare borgere
Udgivet: 03/03/2025
DF i Frederikssund Kommune har foreslået, at man skal have et kommunalt beredskab og en klar plan for, hvordan man håndterer sårbare borgere, hvis der skulle opstå en krisesituation. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Det er partiets Inge Messerschmidt der står bag og som fremhæver blandt andet nødstrøm, benzinbiler og FM-radioer i beredskabsplanen og som samtidig peger på, at for eksempel Viborg Kommune har lavet en beredskabsplan for kommunens udsatte borgere som beboere på plejehjem, borgere i botilbud, døgninstitutioner, borgere med ophold på Rehabiliteringsafdelingen samt borgere i eget hjem med hjemmepleje, hjemmesygepleje og bostøtte.
"I disse temmelig usikre tider, hvor vi lever med truslen om, at vi i Danmark pludselig kan blive angrebet udefra på vitale og sårbare områder, er vi nødt til at være forberedt. Hvad nu hvis for eksempel, vores el-net pludselig bliver angrebet? Forsvinder strømmen, er vi meget sårbare," forklarer Inge Messerschmidt sine bekymringer til mediet.
Byrådet tog godt imod sagen som er sendt til behandling i Økonomiudvalget.
Sidst opdateret: 03/03/2025 - 14:21












































