
Indsatsen er baseret på Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D), som er et evidensbaseret behandlingsprogram for personer med knæ- eller hofteartrose. - Foto: Bo Kousgaard
Kommune og region sammen om gratis træning til borgere med slidgigt
Træning kan i nogle tilfælde forbedre tilstanden i en sådan en grad, at en operation kan undgås. Og derfor undersøges det nu om flere vil træne, når tilbuddet gøres gratis.
Udgivet: 03/03/2025
Næstved Kommune og Region Sjælland er gået sammen om et initiativ, hvor man tilbyder gratis træning til borgere med slidgigt.
Samtidig undersøger de, om man kan få flere til at lave forebyggende træning, når tilbuddet er gratis, oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Træning kan nemlig i nogle tilfælde være så gavnligt, at borgerne for eksempel kan undgå en operation.
"Når den praktiserende læge henviser til fysioterapi og træning, vælges det ofte fra, fordi det er dyrt og patienterne selv skal betale. Det giver ulighed i sundhed, når patienter må vælge træning fra af økonomiske årsager," siger Jette Leth Buhl (S), formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Næstved Kommune og tilføjer:
"Den enkeltes situation kan så forværres og ende med operation. Det vil være glædeligt, hvis vi i projektet kan påvise, at patienterne i længere tid kan bevare livskvaliteten og måske udsætte operation ved at give gratis kvalificeret træning."
Gennem et otte ugers forløb får borgere adgang til gratis, superviseret træning og undervisning, så de bedre kan håndtere deres sygdom og potentielt udskyde behovet for operation.
Projektet er et samarbejde mellem Næstved Kommune, Den Sociale Investeringsfond og Region Sjælland understøttet af Forebyggelsessekretariatet og Forsknings- og Implementeringsenheden PROgrez på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.
Gratis træning for borgere med artrose
Formål: At undersøge om man ved at gøre træning hos en fysioterapeut gratis, kan få flere borgere til at træne tidligere i deres sygdomsforløb.
Samarbejdspartnere: Næstved Kommune, Den Sociale Investeringsfond og Region Sjælland, understøttet af Forebyggelsessekretariatet og PROgrez (NSR Sygehuse).
Tilbud: Gratis superviseret træning og patientuddannelse efter GLA:D-programmet. Tilgængeligt for borgere i Næstved Kommune med symptomer på artrose. Ingen egenbetaling. Normalt er fysioterapi i privat klinik egenbetalt.
Adgang: Borgere kan henvende sig via egen læge, privatpraktiserende fysioterapeut, men skal altid ses i Sundhedscenteret i Næstved.
Tidshorisont: Projektet løber over tre år og finansieres af Den Sociale Investeringsfond (DSI). I alt forventes 1.000 borgere fra Næstved Kommune at deltage. Hvis projektet viser gode resultater, kan modellen udbredes til andre kommuner.
Hvad er artrose (slidgigt)?
400.000 danskere døjer med slidgigt ifølge Gigtforeningen, heraf har 270.000 danskere slidgigt i knæet.
Artrose (også kaldet slidgigt) opstår som følge af ubalance mellem nedbrydning og opbygning af væv i leddet.
Artrose kan forekomme i alle kroppens led, men ses oftest i knæ, hofte, og hånden.
Der er mange årsager til og risikofaktorer for at udvikle artrose, bl.a. ved man at alder samt kvindeligt køn, overvægt og tidligere ledskade i leddet er risikofaktorer for udvikling af knæ- og hofteartrose.
Større knæskader medfører en forhøjet risiko for at udvikle artrose i knæet tidligt i livet.
Kilde: Sundhed.dk, Gigtforeningen og Forsknings- og implementeringsenheden PROgrez
Sidst opdateret: 03/03/2025 - 14:22












































