
Fortrolige oplysninger er blevet lækket fra forhandlingsmøder i Aalborg Byråd. - Foto: Lars Horn / Baghuset
Var orienteret om politivurdering: "Magtspillet op til næste valg er tydeligvis i gang"
Aalborgs byråd var allerede i januar orienteret om, at en anmeldelse af læk fra forhandlingsmøder i kommunen næppe kunne føre til en politisag. Det har fået et socialdemokratisk byrådsmedlem til at anklage partier bag politianmeldelsen for urene motiver.
Udgivet: 18/02/2025
Det er et udtryk for magtspil og politisk stoledans, at partier har politianmeldt læk af fortrolige oplysninger fra forhandlinger, selvom byrådet var blevet orienteret om at en politianmeldelse næppe ville lede til en efterforskning.
Sådan lyder den hårde udmelding fra det socialdemokratiske byrådsmedlem Lisbeth Lauritsen i et interview med Nordjyske. Det sker efter, at samme medie har kunne afsløre, at kommunaldirektør Tommy Christiansen allerede d. 29 januar orienterede byrådet om, at det var usandsynligt, at en politianmeldelse af lækagerne ville føre til en sag, efter at borgmester Lasse Frimand Jensen (S) havde bedt ham henvende sig til Nordjyllands politi for at få en vurdering.
Byrådet var altså klar over politiets vurdering to uger før, at SF med opbakning fra Enhedslisten, Venstre, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne anmeldte mødelækagerne til politiet.
Og når byrådskollegaerne har vidst, at det var usandsynligt at der ville blive rejst en sag, så kan motivet for politianmeldelsen ikke være, at de vil finde ud af hvem der stå bag lækagen af oplysninger, mener Lisbeth Lauritsen.
"Magtspillet op til næste valg er tydeligvis i gang, og det er tydeligt, at SF gerne vil positionere sig som de stærke. Den her anmeldelse er alene lavet for at forsøge at ramme nogle partier, og det handler i sidste ende om, hvem der skal sidde på hvilke taburetter efter valget, og det er den grimmeste side af politik," siger socialdemokraten til Nordjyske.
Grotesk anklage
Den anklage giver SF's gruppeformand Peter Larsen dog ikke meget for. Han påpeger, at det er en velovervejet beslutning at politianmelde sagen, da de lækkede oplysninger har til formål at skade hans partis omdømme og interesser, og at man ikke ved om det er sådan kommunaldirektøren har fremlagt sagen for politiet.
"Socialdemokratiet har hele tiden været imod en politianmeldelse, og at man så sender Lisbeth Lauritsen i byen for at fordreje sagen, er helt grotesk. Hvis nogen puster til magtspillet, så er det Socialdemokratiet, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor de er så aggressive her? Hvad har de at skjule?" siger gruppeformanden til Nordjyske.
Socialdemokratiet var sammen med Radikale Venstre og Konservative de eneste partier, der ikke var med til at politianmelde sagen.
Sidst opdateret: 18/02/2025 - 11:37












































