
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, og borgmester i Pervomajsk, Oleh Demchenko, underskriver samarbejdserklæring i byrådssalen på Vejle Rådhus. - Foto: Vejle Kommune
Vejle underskriver samarbejdsaftale med ukrainsk kommune
Udgivet: 30/01/2025
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen (V), og borgmester Oleh Demchenko i det ukrainske Pervomajsk, har underskrevet en samarbejdserklæring, oplyser Vejle Kommune.
Erklæringen går ud på, at kommunerne skal vidensdele erfaringer, hvilket skal bidrage til gensidig udvikling. For eksempel er der fra ukrainsk side særlig interesse for de tekniske aspekter inden for vandforsyning, spildevands- og affaldshåndtering. Derfor besøger den ukrainske delegation blandt andet Vejle Spildevand og RessourceCenter Vejle.
"Krigen ukrainerne kæmper er demokratiets kamp. Derfor er det for mig at se også helt naturligt, at vi indgår et tættere samarbejde med Pervomajsk Kommune, så vi kan bistå med vores viden og hjælp til at få det ukrainske samfund på fode igen," siger Vejles borgmester.
Sidst opdateret: 30/01/2025 - 10:54












































