
- Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ny opsigtsvækkende forskning: Langtidsledige får det værre af intensiv aktivering
Aktivering hjælper ikke de mest udsatte ledige. Ny forskning viser, at den tværtimod øger stress og brug af antidepressiv medicin. Forskerne bag opfordrer til at nytænke indsatsen for langtidsledige.
Udgivet: 28/01/2025
Ny forskning slår tvivl om effekten af aktivering af de allermest udsatte ledige.
Forskere fra Aarhus Universitet peger på, at netop denne gruppe ikke har en gavnlig effekt af at blive underlagt kommunale krav og aktivering over længere tid. Det skriver NB-Beskæftigelse.
Økonomiprofessorerne Michael Svarer og Michael Rosholm, professor i statskundskab Martin Bæksgaard og adjunkt i økonomi Søren Albeck Nielsen har i et forskningsprojekt undersøgt effekterne af aktiveringsprogrammet "Alle i gang", hvor 3.400 langtidsledige kontanthjælpsmodtagere tilbage i 2008 blev tilfældigt udvalgt til ekstra aktivering og flere samtaler.
"Hverken på den korte eller den lange bane havde det en effekt på beskæftigelsen for den udsatte gruppe. Til gengæld havde det nogle helbredsmæssige konsekvenser," siger Michael Rosholm.
Allerede året efter opstarten viste den første evaluering af forsøget, at ekstra aktivering ikke har en gavnlig effekt for dem længst fra arbejdsmarkedet.
Ti år senere er gruppen ikke kommet tættere på arbejdsmarkedet. Derimod er deres forbrug af antidepressiv og angstdæmpende medicin med årene steget.
Øget aktivering gavnligt for stærke ledige
De fire forskere har desuden undersøgt effekten på 4.000 tilfældigt udvalgte dagpengemodtagere, som i 2006 deltog i projektet "Hurtigt i gang" og kun havde været kortvarigt arbejdsløse.
"Det er påfaldende, at nogenlunde samme indsats virker positivt for beskæftigelsen for denne gruppe. Det gælder ikke kun på kort sigt, men også når vi kigger ti år senere. Det har simpelthen en permanent effekt på ledigheden," lyder det fra Michael Rosholm.
Michael Svarer kalder det paradoksalt, at borgerne med de bedste forudsætninger for at komme i job, har en gavnlig effekt af at blive hjulpet yderligere, mens det forholder sig modsat for gruppen længere væk fra arbejdsmarkedet.
"Dem der reagerer stærkest på indsatserne, er oftest også de stærkeste ledige. Omvendt er det svært at finde studier, der finder gode effekter af indsatser for folk langt fra arbejdsmarkedet. Hvis der er effekter, er de relativt små," siger han.
Fik du læst?
2025 bliver beskæftigelsesområdets skæbneår: Tre fokuspunkter du bør holde særligt øje med
Vil det sige, at jeres forskning peger på, at regeringen med fordel kan skære på aktiveringen for nogle af de mest udsatte grupper?
"Nej, det kan man ikke konkludere. Indsatsen bestod i høj grad af en intensivering af samtaler, og derfor kan man ikke tale om en manglende effekt af aktivering som helhed. Men det viser noget om, at det kan have den modsatte effekt, hvis man presser nogle af de mest udsatte mod beskæftigelse. Disse mennesker har i højere grad brug for en mere håndholdt indsats," siger Michael Rosholm.
Svarer er enig.
"Vores forskning sætter en tyk streg under, at den type indsatser man bruger til de arbejdsmarkedsparate, kan man ikke bare en til en overføre til udsatte grupper, for så risikerer man at få de her negative helbredseffekter."
"Det taler for, at der er brug noget andet for denne gruppe. Spørgsmålet er, om det andet man skal gøre er billigere eller dyrere. Det skal jeg ikke kunne sige," lyder det fra Michael Svarer.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Science (PNAS) og er ligeledes blevet fremlagt for regeringens ekspertudvalg for beskæftigelsesindsatsen, som Michael Rosholm også var en del af.
Sidst opdateret: 28/01/2025 - 10:09












































