
Kasper Ejsing Olesen har fået nok af personangreb. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Partikollegas beskyldninger får borgmester til at genoverveje sin politiske fremtid
Hårde personangreb fra en partikollega har fået Kasper Ejsing Olesen (S) til at reflektere over, om han fortsat vil være borgmester i Kerteminde.
Udgivet: 21/01/2025
Kasper Ejsing Olesen (S) kan ikke garantere, at han fortsat skal være borgmester i Kerteminde Kommune, hvis tonen vedbliver at være hård politikerne imellem.
Sådan lyder budskabet fra den fynske borgmester til TV2Fyn, da han oven på en konfliktfyldt uge svarer 'måske' adspurgt til om han stopper i politik.
"Jeg er ved at mærke efter, som jeg skriver, fordi hvis det her er den måde, at man er overfor hinanden i politik i Kerteminde Kommune - og skal være det i fremtiden - så er det ikke noget for mig," siger Kasper Ejsing Olesen til mediet.
Den markante udmelding til TV2Fyn kommer på bagkant af, at Kasper Ejsing Olesen søndag aften lavede et opslag på Facebook, hvor han fortæller, at han er blevet truet med, at der vil lande dårlige historier i pressen, hvis han ikke trækker sig fra embedet.
Det har været en turbulent tid for Kerteminde-borgmesteren. I sidste uge gik hans parti- og byrådskollega Kristian Hald i pressen med et budskab om, at Kasper Ejsing Olesen bør trække sig fra borgmesterembedet, efter at det er kommet frem at han ikke havde talt sandt i en sag om en grøntdyrkers ret til at drive vejbod.
"Det virker meget tydeligt på mig, hvad det er der er ved at ske, et personligt og motivsøgende angreb på min person, også selvom det camoufleres som et ideologisk korstog," skriver borgmesteren, der ikke ønsker at blive kontaktet af pressen på baggrund af personangrebene.
En opfordring som resten af S-byrådsgruppen dog ikke kunne tilslutte sig.
Læs opslaget her:
Sidst opdateret: 20/01/2025 - 13:44












































