
Mikkel Karlsen stod for aftenens underholdning. - Foto: Luna Skovhus / NB-Kommune
Nu kan man igen fylde vinglasset til KL's fester
Udgivet: 17/01/2025
Sidste år vakte det harme blandt deltagere ved det Kommunalpolitiske Topmøde, at KL havde besluttet at skære gevaldigt ned på alkoholen ved aftenens arrangement.
Nu er afholdstiderne dog slut, for til aftenarrangementet på KØF kunne tørstige kommunalpolitikere igen få kolde bajere og vin en masse til middagen.
Aftenen bød på treretters middag, en tale med dertilhørende sang af KL-formand Martin Damm (V) og et underholdende indslag af psykologisk entertainer Mikkel Karlsen, der blandt andet fik udvalgte forsøgspersoner til at læse hinandens tanker til stor fascination hos publikum.
Derfor blev Mikkel Karlsen også en af aftenens helt store samtaleemner, hvor folk gættede på hvad 'hemmeligheden' er bag hans tricks. Både sublim intuition og kompliceret snyd var blandt gætterierne, mens en enkelt spekulerede i om entertaineren besidder sjældne clairvoyante evner.
Sidst opdateret: 17/01/2025 - 10:05












































