Den danske og den grønlandske regering er blevet enige om en løsning for brugen af standardiserede psykologiske test i anbringelsessager. Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har tidligere sagt, at kommuner burde overveje at lade være med bruge testene i sager om grønlandske børn. (Arkivfoto).

Den danske og den grønlandske regering er blevet enige om en løsning for brugen af standardiserede psykologiske test i anbringelsessager. Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har tidligere sagt, at kommuner burde overveje at lade være med bruge testene i sager om grønlandske børn. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nyt lovforslag på vej om brug af kritiserede forældretest

To kommuner har allerede droppet brugen af de kritiserede test af grønlandske forældre i anbringelsessager, da flere har peget på en risiko for fejlagtige anbringelser.

Udgivet: 13/01/2025

Del artiklen:

Den danske regering og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, er blevet enige om en fælles løsning for brugen af standardiserede psykologiske test i sager om anbringelse af børn. Det skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Testene har fået kritik for ikke at være tilpasset grønlandsk kultur og sprog. Det mener kritikerne kan resultere i fejlagtige anbringelser.

"Regeringen ser med stor alvor på den kritik, som er blevet rejst af disse test i sager om familier med grønlandsk baggrund. I lyset af den tvivl, der har været rejst, har regeringen og Naalakkersuisut fundet en fælles løsning herpå," lyder det i pressemeddelelsen.

Det nærmere indhold af den fælles løsning fremgår ikke af søndagens pressemeddelelse.

Social- og Boligministeriet skriver, at regeringen vil fremsætte et lovforslag senere i den nuværende folketingssamling, og at mere indhold om det vil blive offentliggjort i næste uge.

Blev opfordret til at droppe test

I sommeren 2024 opfordrede Institut for Menneskerettigheder landets fem største kommuner til at skrotte testen.

Det førte til, at både Københavns Kommune og Esbjerg Kommune droppede at bruge testen.

I november 2024 udtalte social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) også til Ritzau, at kommunerne skulle overveje at stoppe med at bruge testene.

Her lød det også, at man i ministeriet havde igangsat en forundersøgelse, som skulle afdække mulighederne for at oversætte og kulturtilpasse psykologiske test eller lignende test til grønlandsk.

Hvorvidt det er den undersøgelse, som har mundet ud i det kommende lovforslag, står ikke klart.

Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, har ifølge DR tidligere opfordret til at stoppe brugen af testene øjeblikkeligt og revurdere alle test, som er blevet foretaget.

/ritzau/

Sidst opdateret: 13/01/2025 - 10:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]