
Skanderborg vil spare 1 million kroner årligt på snerydning. - Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Kommune sparer på snerydningen
Udgivet: 07/01/2025
Januar har budt på sne landet over, men i Skanderborg Kommune har man valgt at spare én million kroner årligt på snerydning.
Besparelserne vil ramme offentlige p-pladser, som ikke længere vil blive ryddet, mens stier kun ryddes i hverdagene. Også de store veje kan blive påvirket ved snestorm og stort snefald, hvor kommunen kan beslutte at sænke omfanget af snerydningen.
Det skriver TV2 Østjylland.
Formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick (SF) anerkender, at beslutningen er en forringelse. Det er dog ikke så stor en forringelse, at det vil forhindre folk at komme på arbejder, understreger han.
"Der er de penge, der er, og i år har der så været færre penge til vintervedligeholdelse. Men det er da ikke optimalt. Det ville da være rart at have haft penge til, at vi ikke skulle have sparet," siger han til TV2 Østjylland.
Besparelsen var en del af budgetforliget for 2025 og der er afsat 12 millioner årligt til vintertjenesten.
Sidst opdateret: 07/01/2025 - 08:44












































