
Ankestyrelsen gik ind i sagen, da borgmester i Skive Peder Christian Kirkegaard (V) blev ramt af beskyldninger om inhabilitet, da solcellepark skulle placeres. - Foto: Skive Kommune
Ankestyrelsen frikender borgmester i sag om inhabilitet
Skive-borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) blev fra flere sider ramt af kritik, da han var med til at placere solcellepark, som grænser op til hans egen ejendom.
Udgivet: 02/01/2025
Ankestyrelsen konkluderer, at borgmester i Skive Kommune, Peder Christian Kirkegaard (V), ikke var inhabil, da han var med til at vurdere, hvor et VE-anlæg med solceller skulle placeres. Det skriver Skive Folkeblad.
Tidligere på året mødte han kritik og beskyldninger om inhabilitet, da han deltog i udvalgsmøderne omkring placeringen, da anlægget skulle grænse op til hans egen grund.
Blandt andet mente Bent Greve, professor ved RUC og ekspert i offentlig forvaltning, at hvis borgmesteren kunne have en økonomisk interesse af hensyn til værdien af sin egen grund i forbindelse med solcelleparken, var han inhabil.
"Hvis der er en potentiel økonomisk gevinst, så tilsiger al logik, at man er inhabil, og så skal man ikke deltage i behandlingen," sagde Bent Greve til Ekstra Bladet da kritikken mod borgmesteren kom i februar.
Som NB-Kommune tidligere har omtalt, har borgmesteren gennem hele forløbet taget afstand fra kritikken, og nu har Ankestyrelsen sat det endelige punktum og slået hans habilitet fast.
Sidst opdateret: 02/01/2025 - 10:32












































