Jesper Frost Rasmussen (V) og Merete Amdisen (S), borgmestre i hhv. Esbjerg og Ishøj kommuner, er utilfredse med Social- og Boligministeriets lister og sanktioner rettet mod udsatte boligområder.

Jesper Frost Rasmussen (V) og Merete Amdisen (S), borgmestre i hhv. Esbjerg og Ishøj kommuner, er utilfredse med Social- og Boligministeriets lister og sanktioner rettet mod udsatte boligområder. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Borgmestre skyder på stigmatiserende liste - ét år som parallelsamfund kostede 17 mio.

Vestegnskommune har opgjort, hvad det kostede, at boligområde fik status som parallelsamfund på grund af ekstraudgifter til botilbud, nye dagtilbudspladser og øget administration. Krav til dagtilbud er kontraproduktive, mener borgmesteren i Esbjerg Kommune, der har flest udsatte boligområder på listen.

Udgivet: 02/12/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

De årlige lister over parallelsamfund og udsatte boligområder blev offentliggjort søndag - med færre områder end tidligere.

Efter et enkelt år med status som "parallelsamfund" opfylder Vejleåparken i Ishøj Kommune ikke længere nogen af de fire kriterier, som almene boligområder skal indfri mindst to af.

Kommunen udsendte søndag aften en pressemeddelelse, hvor borgmester Merete Amdisen (S) skoser lovgivningen og har delt et regnestykke, der viser, at de 12 måneder på listen har kostet kommunen 16,75 millioner kroner.

”Vi har hele tiden undret os over Vejleåparkens placering på listen og gjort opmærksom på, at det er de små marginaler i Social- og Boligministeriets regnearksleg, som gør udfaldet. Vi fik ret. Og hvilken værdi har vi fået ud af at være på listen? Ikke andet end en masse administrativt bøvl, lovkrav og regler, som skaber stor irritation for borgerne og en regning på næsten 17 millioner kroner ekstra i drift. Det er spild af borgernes penge," siger Ishøj-borgmesteren.

Skærpede anvisningsregler har kostet kommunen 9 mio. kr. - størstedelen, fordi det ikke har været muligt for kommunen at tilbyde en bolig Ishøj-borgere, der har boet på botilbud, herberg eller krisecenter, og som var klar til at flytte hjem i egen bolig.

"Et grelt eksempel er en beboer, som gerne ville tilbyde husly til en boligløs veninde i nød, men blev forhindret, fordi veninden var på førtidspension. Den slags næstekærlighed er simpelthen uønsket i det, der af Social- og Boligministeriet er udpeget som parallelsamfund," tordner Merete Amdisen.

Fik du læst?

Borgmester forsvarer boligområde på udskældt liste: 'Vi taler virkelig små marginaler her'

Nye dagtilbudspladser

Kommunen har også brugt millioner på at etablere ekstra pladser i dagtilbud uden for Vejleåparken. I boligområder på parallelsamfundslisten må højst 30 procent nemlig starte i pasningstilbud i områdets egne daginstitutioner.

"Derfor har vi været nødsaget til at etablere 50 nye dagtilbudspladser uden for området. Det er sket på alternative lokationer som skoler, fordi alle dagtilbud er fuldt normeret. Det har givet os en ekstraregning på 4,5 million kroner. Derudover betyder udflytningen af børn nu også, at travle børnefamilier skal køre flere kilometer mellem dagtilbud, fordi søskende ikke længere må gå i samme dagtilbud tættest på hjemmet," siger Merete Amdisen.

Ishøj Kommune har også haft øgede administrative udgifter, som er opgjort til 3,25 mio. kr. Som en gimmick har kommunen sendt en faktura til Social- og Boligministeriet.

Mens Vejleåparken ligesom boligområder i Sønderborg, Aarhus og Slagelse har forladt de mest alvorlige lister, findes der fortsat 12 udsatte boligområder på tværs af landet, som pålægges kravene.

Fik du læst?

Nye lister over udsatte boligområder: Her stiller ministerium særlige krav til kommunerne

Stigmatiserende

Esbjerg Kommune har som den eneste i landet tre boligområder, der stemples som "udsatte boligområder", heriblandt Stengårdsvej, der med en andel af indvandrere/efterkommere fra ikke-vestlige lande på 75 procent også er på listen over parallelsamfund. Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) understreger, at kommunen allerede har flere initiativer i gang, og han mener ikke, at de statslige krav er gavnlige, tværtimod.

"Den her liste er bare en kedelig julegave, som man hvert år sender fra Christiansborg. Jeg bliver aldrig fan, uanset om vi er på eller ej. Den er kun med til at stigmatisere," siger han til JydskeVestkysten.

Han er i særdeleshed kritisk over for grænserne for børn i dagtilbud, som han kalder kontraproduktive og har problematiseret over for flere ministre.

"Det er 30 procents-reglen, som jo nærmest umuliggør det at få nye tilflyttere. Og det er jo blandt andet nye tilflyttere, der skal være med til at få tallene til at ændre sig og få os af listen," siger Jesper Frost Rasmussen.

De tre udsatte boligområder i Esbjerg huser til sammen godt 4.300 beboere. Det er færre, end der bor alene i Vollsmose i Odense Kommune og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus Kommune.

Fakta

Udsatte boligområder og parallelsamfund

Udsatte boligområder skal leve op til mindst to af fire kriterier herunder. Overstiger andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande samtidig 50 procent, kommer boligområdet på parallelsamfundslisten:

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct., opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.

  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet, opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.

  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Sidst opdateret: 02/12/2024 - 11:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]