
Allerede i næste uge skal byrådet tage stilling til, om borgmesteren var inhabil i sag om nyt biogasanlæg. - Foto: Ikast-Brande Kommune
Tvivl om borgmesters habilitet forsinker sag om biogasanlæg
I Ikast-Brande har borgmester Ib Lauritsen (V) sået tvivl om sin egen habilitet i biogassag, som hans børns selskab har støttet økonomisk igennem et forprojekt. Forvaltningen anbefaler, at høring skal gå om.
Udgivet: 29/11/2024
Borgmester Ib Lauritsen (V) har på et økonomiudvalgsmøde i Ikast-Brande sået tvivl om sin egen habilitet.
Derfor skal et planforslag til et nyt biogasanlæg nu genbehandles, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Byrådet besluttede i september 2024 at sende et forslag til lokalplan for biogasanlægget, miljøvurderinger og kommuneplantillæg i offentlig debat og høring. Borgmesteren deltog i byrådets beslutning.
Tvivlen om Ib Lauritsens habilitet er opstået, fordi borgmesterens børn ejer et selskab, som har støttet forslaget om, at der skal etableres et biogasanlæg. Det har selskabet tilkendegivet sammen med omtrent 100 andre landbrug.
I efteråret 2023 er støtten konkret udmøntet som et mindre økonomisk bidrag fra selskabet til initiativtagernes forprojekt. Børnenes selskabs økonomiske bidrag udgør en meget lille andel af de samlede omkostninger til gennemførelse af forprojektet, skriver kommunen.
Da Ib Lauritsen bliver klar over dette, konsulterer han kommunens jurist og orienterer Økonomiudvalget.
Ifølge juristen er der tale om et "gråzonetilfælde", og borgmesteren har selv bedt om, at det bliver fremlagt for resten af byrådet på mødet i december.
Den juridiske vurdering er, at sagen bør genbehandles, hvilket vil forsinke den endelige politiske beslutning til lokalplanen, da man i så fald skal gennemføre en ny offentlighedsfase med mulighed for at indsende høringssvar.
"Vedtager byrådet indstillingen, er det et lille benspænd i den demokratiske proces. Forsinkelsen rammer de borgere, der har bidraget med input og spørgsmål i offentlighedsfasen. De må væbne sig med tålmodighed, førend bemærkningerne behandles," siger Kasper Pauli Pedersen (S), viceborgmester og formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget, i pressemeddelelsen.
Samtlige bemærkninger og høringssvar vil blive oversendt til den nye sag, oplyser kommunen. Politikerne tager stilling til sagen i første uge af december.
Sidst opdateret: 29/11/2024 - 12:56












































