
NaturBornholm i Aakirkeby blev indviet i 2000 med prins Henriks deltagelse. Bygningerne ejes af kommunen, men oplevelsescentret har haft ansvaret for vedligeholdelsen. NaturBornholms forsikringssum er 102,4 millioner kroner, og nu vil kommunen overtage ansvaret for at beskytte værdierne. - Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
Kommune vil presse vedligeholdelse af museer igennem
Udgivet: 23/10/2024
Flere kulturinstitutioner på Bornholm forfalder, og nu vil kommunen, der ejer bygningerne og ikke modtager huslejebetaling, fremskynde renoveringer. Og det skal ske på kulturinstitutionernes regning, skriver Bornholms Tidende.
Forvaltningen lægger op til at modregne kommunens ekstraudgift helt eller delvist i det kommunale driftstilskud. Planen er at lave nye driftsaftaler, der afspejler institutionernes reducerede ansvar for drift og vedligeholdelse.
Det er museerne Bornholms Kunstmuseum, NaturBornholm og Melstedgård samt spillestedet Musikhuzet og turistinstitutionen Destination Bornholm, der ikke er blevet vedligeholdt i tilstrækkelig grad, mens institutionerne selv har haft ansvaret for at afsætte midler til renoveringer.
"Der har de seneste år været flere tilfælde, hvor regionskommunen har måttet udføre skadesoprettende anlægsprojekter, der er et resultat af manglende forebyggende vedligeholdelse," skriver kommunen i sagsfremstillingen ifølge Bornholms Tidende.
I to af tilfældene har Bornholms Regionskommune ingen skriftlig aftale med institutionerne om husleje og vedligeholdelsesansvaret, og kommunen har sågar søgt efter kontrakterne i lokalarkivet. Når betingelserne skal justeres, forventer kommunen dog ikke, at fraværet af nedfældede aftaler vil blive et problem.
"Der har jo i hvert fald været en stiltiende aftale, og alle har vidst, hvad vilkårene var. Hvis der har været fulgt en bestemt handlemåde, må den være lige så gældende, som hvis der havde forelagt en aftale," siger centerchef Bjarne Freund-Poulsen fra afdelingen Center for Trafik, Ejendomme og Drift til Bornholms Tidende.
Sidst opdateret: 23/10/2024 - 08:29
Emner: Kultur













































