
Sundhedsordfører Lea Wermelin (S) forventer ikke, at Bornholm kommer til at stå uden folkevalgte i Region Østdanmark, selvom bornholmerne udgør 1,4 procent af den nye storregions befolkning. - Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Regeringen afviser at øremærke mandater til særlige landsdele
Regeringens forslag om at halvere antallet af regionsrådsmedlemmer i Østdanmark kan betyde, at en landsdel med eget hospital kan stå uden regionale politikere. S-ordfører mener ikke, der er grund til bekymring.
Udgivet: 07/10/2024
Regeringen har ikke tænkt sig at sikre politisk repræsentation til specifikke geografiske områder i de nye regionsråd efter en sundhedsreform. Det fastslår Socialdemokratiets nye sundhedsordfører, Lea Wermelin, der i Radio IIII forholder sig til risikoen for, at Bornholm - en landsdel med eget hospital - ender uden politikere i Region Østdanmark.
"Udspillet, som det ligger, er ikke med øremærkning af nogen mandater. Det er ikke vores vurdering, at der er risiko for, at Bornholm slet ikke er repræsenteret," siger Lea Wermelin (S), der er valgt på Bornholm, til RADIO IIII.
Uden øremærkning er der i dag valgt to bornholmske politikere i Region Hovedstadens regionsråd.
Befolkningen på Bornholm på knap 40.000 mennesker vil udgøre cirka 1,4 procent, og kommunalforsker Roger Buch har rettet spotlyset på bornholmernes mulighed for at blive repræsenteret i megaregionen.
"Et stort spørgsmål bliver eksempelvis, om Bornholm overhovedet får nogen politikere valgt ind i Region Østdanmark? Men uanset vil mange borgere i hele landet ikke længere have en lokal regionspolitiker, fordi regeringen fjerner 77 politikere eller hele 38 procent af regionspolitikerne," har Roger Buch skrevet i Altinget.
I den nye Region Østdanmark, der opstår ved at sammenlægge Region Hovedstaden med halvt så store Region Sjælland, vil der bo 2,8 millioner mennesker. De skal vælge 41 regionsrådsmedlemmer, hvilket vil halvere antallet af regionale politikere øst for Storebælt. S-borgmestre på Sydsjælland og Lolland-Falster har luftet deres bekymringer over de demokratiske konsekvenser.
Den politiske repræsentation forringes også i mindre grad de øvrige regioner, idet antallet af regionsrådsmedlemmer foreslås sænket fra 41 til 25 i Region Nordjylland og fra 41 til 31 medlemmer i Region Syddanmark og Midtjylland.
Sidst opdateret: 07/10/2024 - 11:36












































