
Gladsaxe Kommune politianmeldte sidste år en sag om chikane og trusler rettet mod borgmester Trine Græse (S), der i sin indbakke blev kaldt "lille kornfede kriminelle og pædofilbeskyttende antidansker, socialbedrager" og andre ukvemsord. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Otte kommuner har det seneste år politianmeldt chikane og trusler
Udgivet: 04/10/2024
Otte kommuner har i perioden fra august 2023 til august 2024 politianmeldt chikane eller trusler mod kommunalpolitikere.
Det skriver DK Nyt, der har modtaget oplysningerne via anmodninger om aktindsigt i landets kommuner.
De politianmeldte sager er fra Fredensborg, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Gladsaxe, København, Langeland, Lolland og Rudersdal kommuner.
Ifølge mediet oplyser 13 kommuner at have håndteret sager om chikane og trusler, men politiet er ikke blevet involveret i alle sager.
Gladsaxe Kommunes borgmester, Trine Græse (S), er blandt de lokalpolitikere, der har været udsat for trusler. Hun modtog ubehagelige henvendelser på mail sidste efterår. "Du er ussel” og “jeg begynder at opfordre til angreb på dig”, stod der i den af to første mails, som kommunen anmeldte til politiet, skriver DK Nyt.
Gerningsmanden er ikke fundet, men de ubehagelige oplevelser sidder stadig i borgmesteren.
"Før havde jeg den holdning, at alle skal kunne debattere med mig på de sociale medier, uanset hvem man er. Nu er jeg begyndt at blokere nogle for at passe på mig selv. Så det gør noget ved den demokratiske samtale, at man bliver udsat for den slags," siger Trine Græse til DK Nyt.
Sidst opdateret: 04/10/2024 - 11:16












































