Både Solrøds borgmester Emil Blücher og Greves ditto Pernille Beckmann er nået i mål med brede budgetforlig.

Både Solrøds borgmester Emil Blücher og Greves ditto Pernille Beckmann er nået i mål med brede budgetforlig. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Budget25

Solrød og Greve ser frem mod lysere økonomiske tider

To østsjællandske kommuner har indgået budgetforlig med forskellige fokuspunkter som ulækre skoletoiletter, uønskede robotstøvsugere og en økonomisk håndsrækning til skoler og børnelivet. Læs mere her.

Udgivet: 26/09/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

To sjællandske kommuner syd for København er begge landet med budgetaftaler i fred og fordragelighed. For begges vedkommende er der tale om fokus på den nære velfærd.

I Greve er et flertal bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, løsgænger Liselott Blixt, Moderaterne og SF har lavet et bredt toårigt budgetforlig for Greve Kommune i 2025. Socialdemokratiet og Enhedslisten er ikke en del af budgetforliget.

Forliget skal sikre børns trivsel og læring, et godt liv for kommunens ældre, botilbud og sårbare borgere og tillid til ledige, lyder det blandt andet fra borgmester Pernille Beckmann (V) i en pressemeddelelse som fortsætter:

“Et toårigt budgetforlig betyder, at vi får ro til at udvikle kommunen, sådan at velfærden både bliver sikret gennem bedre økonomi og bedre arbejdsgange. Jeg vil sige varmt tak til de ansvarlige partier i byrådet, som er med i forliget. Jeg ved, at vi alle sammen arbejder for, at Greve Kommune fortsat er et fantastisk sted at bo og leve.”  

Budgetforligets parter har haft skolerne højt på dagsordenen. Skolerne får nu flere penge til materialer og inventar, ligesom de får bedre økonomi til specialundervisning. Samtidig får skolerne mere lokal frihed og selvbestemmelse. 

"Vores fokus i år har været ro på skolerne, løft til pædagogerne og ikke mindst sikring af fritidslivet. Og vi er ekstrem stolte af, at den fordelingsmodel til skolerne (...) er det efter en del armlægning lykkedes os at få afsat midler til pædagogerne til forberedelsestid," siger Linda Heegaard (SF).

Daginstitutionerne bliver tilgodeset med ekstra midler, skriver forligspartierne, og det skal give det pædagogiske personale bedre arbejdsvilkår.

Solrød kigger igen frem mod luft i økonomien

Lidt syd for Greve er også Solrød Kommune nået til enighed om næste års budget.

Med budgetforliget i Solrød Kommune sidste år, skulle der spares store summer, men i år, hvor et enigt byråd netop har landet en aftale for budgettet for 2025 til 2028, er der ikke de store besparelser at få øje på. Her bliver det blandt meget andet gjort klart, at det skal være slut med folkeskoleelever, der holder sig længe på grund af ulækre toiletter.

Derfor afsættes der 100.000 kroner til en indsats til at renovering af gulvbelægninger inden for den almindelige driftspulje til bygningsvedligehold, ekstra rengøring og en adfærdsregulerende indsats lokalt på skolerne, lyder det i aftalen.

Sidste års besparelser lød på cirka 27,4 millioner kroner stigende til 37,1 millioner kroner i 2027, og som det har været beskrevet tidligere af Sjællandske Medier, bliver dette budget fri for store besparelser.

Alle byrådets partier og lister står bag aftalen og dermed altså alle 19 byrådsmedlemmer, der står bag. Noget af det, man kan læse i aftalen på børne- og ungeområdet, handler om toiletforholdene på kommunens folkeskoler. Her opleves toiletter nemlig ofte som uhumske og uhygiejniske, lyder det:

”Det medfører, at nogle elever undlader af benytte toiletter og holder sig igennem dagen. Årsagen til, at toiletterne opleves uhumske, skyldes nogle tilfælde manglende hygiejne, nogle gange toiletter med slidte belægninger som dels er svære at rengøre dels gennem årene har suget væske og andet snavs til sig, og som derfor afgiver en ubehagelig lugt,” står det blandt andet i aftalen.

i forbindelse med sidste års budgetaftale blev der indført robotstøvsugere som erstatning for manuel støvsugning af sosu-medhjælpere. I ordningen ligger en mulighed for, at borgeren efter en konkret og individuel vurdering kan undtages for ordningen og i stedet få hjælp til støvsugning af en medarbejder. Det har vist sig, at gruppen af borgere med behov for at blive undtaget er større end forventet, skriver partierne i forligsteksten.

"Det er vigtigt for aftaleparterne, at f.eks. borgere med særlige udfordringer med gener som følge af støv eller fysiske rammer, der vanskeliggør robotstøvsugning også undtages. Aftaleparterne lægger derfor 150.000 kr. årligt tilbage i budgettet for at undgå, at kriterierne bliver for stramme."

Sidst opdateret: 26/09/2024 - 10:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]