- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

"En ladeport": Byrådspolitikere kan få større frihed til at spare på jobindsats

Ekspertgruppes forslag om at udvide antallet af udgifter, der indgår på servicerammen, kan øge byrådsmedlemmers incitament til at spare på beskæftigelsesindsatsen, vurderer kilder. Beskæftigelsesminister anerkender bekymring, men understreger, at reform handler om at få lagt mere selvbestemmelse ud i kommunerne.

Udgivet: 20/09/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Da ekspertgruppen på beskæftigelsesområdet i juli præsenterede anbefalingerne til, hvordan kommunernes jobindsats kan foregå i fremtiden, handlede overskrifterne om frisættelse og afbureaukratisering i en hidtil uset skala.

Når man kigger detaljeret på ekspertudvalgets frisættelsesforslag, er der ét, som vil udvide mængden af opgaver (se faktaboks), der indgår i kommunernes serviceramme. Sådan en ændring har potentiale til at skabe større forskydninger i kommunernes økonomi og kan ifølge aktører på beskæftigelsesområdet give kommunerne et meget stærkere incitament til at spare på indsatsen for at få flere i arbejde.

Det kan flytte betydelige ressourcer væk fra beskæftigelsesområdet, lyder det fra flere kilder til NB-Beskæftigelse.

“Kommunerne har fået en ladeport til at føre midler væk fra beskæftigelsesområdet, og over til legepladser og renovering af bygninger. Og det kommer til at ske. Og når det sker, vil den forbilledlige beskæftigelsesindsats falde til et mere jævnt niveau,” skriver en central en central aktør.

Fakta

Tilføjelser til servicerammen

Som reglerne er i dag, regnes mange af kommunernes udgifter i jobcentrene for overførselsudgifter, der ikke indgår på servicerammen.

Ekspertgruppen anbefaler “som led i den samlede omfattende reform af beskæftigelsesområdet, at hovedparten af de ikke-indkomsterstattende beskæftigelsesindsatser (undtaget rettighedsbaserede uddannelsesordninger) samles på samme økonomiske ramme som de samlede serviceudgifter. Det vil konkret indebære, at de kommunale udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering, ordinær uddannelse, mentorstøtte og personlig assistance til handicappede m.fl. flyttes til servicerammen”.

På servicerammen indgår tre typer af udgifter fra de kommunale konti: Samtaler, virksomhedskonsulenter og øvrig drift.

Kilde:

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) viser forståelse for, at nogle jobchefer er bekymret ved udsigten til, at flere beskæftigelsesaktiviteter i fremtiden defineres som serviceudgifter.

"Jeg forstår godt bekymringen. Et af mine vigtigste mål med en kommende reform er at give mere kommunal selvbestemmelse og større muligheder lokalt for at tilrettelægge indsatsen," siger Ane Halsboe-Jørgensen til NB-Beskæftigelse.

For selvom indsatsen i en årrække har været forankret i kommunerne, har den i høj grad været styret centralt.

"Det er ikke på Christiansborg, vi er bedst til at vurdere, hvad den enkelte borger har brug for. Det er tværtimod ude lokalt. Derfor er det vigtigt for mig, at vi får lagt mere selvbestemmelse ud i kommunerne. Det vil forslaget fra ekspertgruppen bidrage til. Men det er også et af de forslag, hvor vi selvfølgelig skal lytte til bekymringerne fra vores kommunale bagland," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hvis den økonomiske styring bliver lettet, kan kommunalpolitikere og -direktører få friere rammer til at flytte rundt på midler, der i dag er øremærkede til at sikre så mange som muligt adgang til arbejdsmarkedet.

“Det kan føre til frisættelse på ‘speed’,” lyder det fra en centralt placeret kilde.

"Vi står over for gigantisk reform"

Overordnet set foreslår eksperterne, at kommunerne får fuld frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen og frihed til at vælge, hvilke dele af den kommunale forvaltning, der skal varetage indsatsen for borgerne.

Det er i tråd med det budskab, statsminister Mette Frederiksen leverede fra talerstolen, da Socialdemokratiet i weekenden holdt årsmøde. Hun kaldte det paradoksalt, at jobcentrene koster det samme, lige meget om der er høj- eller lavkonjunkturer.

"Ligesom på alle andre områder skal vi være villige til at spørge os selv, om vi kan gøre det anderledes. Kan vi gøre det uden så mange administrative medarbejdere i kommuner, regioner og staten? Der har været et enormt vokseværk. Jeg vil insistere på at konvertere flere offentlige arbejdspladser væk fra det administrative over til det mere borgernære," lød det fra Mette Frederiksen.

Mere selvbestemmelse i indsatsen skal ifølge Ane Halsboe-Jørgensen ses over en bred kam.

"Det handler både om økonomi, proceskrav, og hvad den enkelte borger har brug for. Vi skal i det hele taget overlade mere ansvar på Christiansborg. Det drivende for mig i den kommende reform er en frihedsdagsorden lokalt for borgere, medarbejdere og kommuner," siger ministeren til NB-Beskæftigelse.

"Når det er sagt, har vi ikke taget stilling til alle forslagene fra ekspertgruppen endnu. Det er et meget omfattende stykke arbejde, ekspertgruppen er kommet med, og det er en gigantisk reform og forenkling af vores regler, vi står overfor. Derfor skal vi gøre det ambitiøst, men vi skal også gøre det ordentligt," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Fik du læst?

Den største frisættelse og afbureaukratisering af indsatsen nogensinde: Se anbefalingerne

Sidst opdateret: 20/09/2024 - 08:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]