
"Jeg tror, at vi inden for de næste 15-20 år kommer til at kigge på kommunegrænser," sagde professor Jakob Kjellberg til et socialpolitisk topmøde i forrige uge. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ekspert åbner for at flytte det specialiserede socialområde: Nogle kommuner er for små
Sundhedsstrukturkommissionen havde diskussioner om placering af det specialiserede socialområde, men var begrænset af kommissoriet, fortæller sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, der sad med. På sigt er der behov for en kommunalreform, mener han.
Udgivet: 09/09/2024
"Jeg vil da ikke lægge skjul på, vi havde også diskussioner om: Hører det specialiserede socialområde egentlig så meget med sundhedsvæsenet, at man egentlig også skulle tænke det tættere sammen?"
Sådan lød budskabet fra VIVE's sundhedsøkonomen og tidligere medlem af sundhedsstrukturkommissionen Jakob Kjellberg til Socialpædagogernes Socialpolitiske Topmøde.
Her fortalte han om kommissionens arbejde og endelige rapport, som han mente var fuld af socialpolitik.
Dog blev kommissionen begrænset af kommissoriet.
"Så er det altså ikke sådan, at vi bare som kommission kan skrive lige det, vi har lyst. Der er et kommissorium, og det slår man sig også nogle gange lidt på," sagde han og fortsatte:
"Der er også allerede nogle, der synes, vi er gået vildt og voldsomt udover vores kommissorium, nå vi siger, ældrepleje hænger utrolig tæt sammen med sundhedsplejen, som hænger tæt sammen med sundhedsplejen, som er tæt på sygehusene. Når vi i vores modeller anbefaler at tænke de her ting sammen."
Der var dog også andre grunde til, at kommissionen ikke anbefalede at flytte det specialiserede socialområde, der havde en række andre brudflader i kommunerne - eksempelvis arbejdsmarked.
Derudover var det også et stort område. Hvis både ældreområdet og det specialiserede socialområde skulle flyttes fra kommunerne, ville de kun have det halve af deres budget tilbage.
Nogle kommuner er for små
Sundhedsstrukturkommissionen har dog alligevel gjort sig nogle observationer om det specialiserede socialområde:
"Vi observerer, at man har flyttet mere fra amterne i 2007, end forventningen var. Vi har også observeret, at vi synes, nogle af kommunerne er for små til at kunne løfte tingene på et højt fagligt niveau," siger Kjellberg.
Han mener, det er nogle hints til, at der er sket en afspecialisering ude i kommunerne, men at det kunne kommissionen aldrig drømme om at skrive.
"Men det står på DJØF'sk."
Tror på kommunalreform
Nu da Kjellberg ikke selv arbejde for kommissionen længere, havde han også mulighed for at komme med bud på, hvad der ville ske indenfor den kommende årrække.
Her peger han på behovet for en kommunalreform.
"Jeg tror, at vi inden for de næste 15-20 år kommer til at kigge på kommunegrænser, for jeg tror, at de opgaver, der vil ligge på det specialiserede socialområdet, vil tilsige, at vi skal kigge på nogle geografiske enheder lidt anderledes," sagde han og fortsatte:
"Men det bliver ikke i den her omgang. Så vi må arbejde med det, vi har, indtil da."
Sidst opdateret: 10/09/2024 - 06:31












































