
Borgmester Jesper Frost Rasmussen afviser stadig ikke at hæve skatten. - Foto: Esbjerg Kommune
Budget25
Håndsrækning fra Christiansborg dæmper ikke vestjyske skatteovervejelser
Kommunalbestyrelserne kunne gå på weekend med nyheden om, at der snart er en stor pose penge på vej til kommunerne. Det kommer dog ikke til at redde Esbjerg, der står med et hul i kommunekassen - og hvor en skattestigning var til debat på byrådsmødet mandag.
Udgivet: 03/09/2024
Det var en alvorlig borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der på mandagens byrådsmøde tog hul på førstebehandlingen af Esbjergs Budget 2025.
Kommunen står over for at skulle spare gennemsnitligt 120 millioner kroner årligt de næste fire år, hvis det kommunale husholdningsbudget skal gå op - en opgave, som borgmesteren kalder for vanskelig i sin indledende tale.
Han fortæller, at administrationens sparekatalog har fundet besparelser for 60 millioner kroner - altså omkring halvdelen af, hvad der skal spares.
Derfor kalder han det et 'lille lyspunkt', at finansminister Nicolai Wammen før weekenden præsenterede en økonomisk håndsrækning på 2,5 milliarder kroner til kommunerne i 2025.
Heraf får Esbjerg 60,8 millioner kroner.
"Vi får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til at løfte den nære velfærd," siger Jesper Frost Rasmussen.
Han kalder det en positiv styrkelse af kassebeholdningen, men:
"De løser ikke de udfordringer, der er på kort og lang sigt."
Derfor vil V-borgmesteren stadig ikke udelukke en skattestigning som et led i at kombinere flere sparegreb, siger han på mandagens byrådsmøde.
"Her kan vi jo vælge, at spare endnu mere, bede forvaltningen om at effektivisere driften, eller vi kan drøfte om vi skal øge skatten," siger han og kalder et et værktøj, som hverken han eller Venstre jubler over at tage i brug.
Og borgmesteren er ikke ene om at ville drøfte en hævelse af kommuneskatten. Socialdemokratiets gruppeformand Karen Sandrini er taknemmelig for regeringens håndsrækning, men også her er der et men:
"Vi skal som byråd stadig finde vej ud af den hårdknude, vi befinder os i. Derfor kan vi i Socialdemokratiet ikke udelukke at foreslå at hæve skatten," siger hun i sin tale.
Bekymret over at miste konkurrencedygtighed
De Konservatives gruppeformand May-Britt Andersen er ikke lige så begejstret for regeringens håndsrækning som sine byrådskollegaer. Hun mener ikke, at kommunerne med den etårige ekstrabevilling får den hjælp, som de efterspørger, til trods for at stigende udgifter er et gennemgående problem.
Hun er bekymret over byrådets snak om at lade skatten stige. Hun mener, at det kan have indflydelse på, om folk vælger Esbjerg fra til fordel for eksempelvis nabokommunen Varde, som hun mener står bedre på en række andre konkurrenceparametre.
"Mange bække små, siges der. Her kan de mange små bække måske gøre det sidste udslag, så Esbjerg vælges fra, og Varde vælges til - og det har vi i hvert fald på ingen måde råd til," siger May-Britt Andersen, som mener, at en skattestigning bør være det sidste håndtag, man trækker i.
Radikale Venstres eneste byrådsmedlem, Anne Marie Geisler Andersen, konstaterer, at selvom regeringen har tilført flere penge til kommunerne, så er der også en række faktorer, der trækker dem den anden vej økonomisk. Hun siger, at engangstilskuddet vil hjælpe med at lande budgettet for 2025.
Det vil dog ikke løse kommunens langsigtede problemer:
"Et engangstilskud hjælper desværre ikke på det strukturelle underskud, hvorfor der stadig skal findes endnu større summer i årene fremover," siger hun.
Radikale Venstre er ikke principielt imod en skattestigning, som partiet mener, kan være et bedre alternativ til omfattende besparelser.
"Hvad angår rammebesparelse eller skattelettelse, så er jeg nok ved at være der, hvor jeg synes, at vi har lavet de rammebesparelser, der kan laves, som situationen ser ud," siger hun.
Hun mener, at der sandsynligvis er en del borgere, der vil foretrække at skulle af med flere skattekroner, hvis det holder hånden under den kommunale velfærd.
Budgetforslaget blev enstemmigt godkendt af kommunalbestyrelsen. Der skal nu være politiske forhandlinger fra 9. til 13. september, før byrådet skal vedtage det endelige budget ved andenbehandlingen 7. oktober.
Sidst opdateret: 03/09/2024 - 10:57













































