
Sophie Hæstorp Andersen (S) modtog boksehandsker, da hun fik overdraget ansvaret for Social- og Boligministeriet fra Pernille Rosenkrantz-Theil, der går efter at overtage Hæstorps post som overborgmester i København efter valget i 2025. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Sophie Hæstorp er fortid: 'Hun følger ikke med på Kommune-tv, er jeg ret sikker på'
Det potentielle oprør mod Lars Weiss som overborgmester var ikke synligt på Borgerrepræsentationsmødet, hvor Sophie Hæstorp Andersens overraskende udtræden blev godkendt.
Udgivet: 30/08/2024
Få timer efter udnævnelsen af Sophie Hæstorp Andersen som ny social- og boligminister samledes de københavnske politikere til borgerrepræsentationsmøde, hvor førstebehandlingen af budgettet og partiernes taler var det centrale punkt på dagsordenen.
"Jeg har fået Sophie Hæstorps tale. Den vil jeg ikke holde," siger Lars Weiss, der afløser den afgående overborgmester som mødeleder.
"Jeg var ikke på et skolebesøg i sidste uge, og der er en del personlige anekdoter i talen, som jeg ikke med bare en lille smule troværdighed kan stå og sige her fra talerstolen".
Sophie Hæstorp Andersens udtræden af Borgerrepræsentationen bliver behandlet som en ganske rutinemæssig ting med udramatisk stemmeføring fra den fungerende overborgmester.
"Nogen, der ønsker ordet? ... Så er det godkendt," konstaterer den fungerende overborgmester tørt, inden han kort efter adresserer kaptajnens pludselige afsked med kommunalpolitik.
"Det var en stor overraskelse for alle, at det ikke er Sophie, der skal holde talen her i dag. Hun følger ikke med på Kommune-tv, er jeg ret sikker på, men alligevel: Tak, Sophie – tak for din indsats."
Socialdemokratiet presses i København af venstrefløjen. Enhedslisten blev større end S i 2021, og efter SF's valgsejr ved Europa-Parlamentsvalget nævnes Sisse Marie Welling som et varmt bud på en overborgmesterudfordrer - til sandsynligvis Pernille Rosenkrantz-Theil (S) - ved KV25. Welling brugte lejlgheden til at takke Sophie Hæstorp Andersen for indsatsen.
"Det sidste, jeg nok havde regnet med, var, at vi på Københavns Rådhus ville blive omfattet af rokaden," bemærker Sisse Marie Welling (SF), der håber, at den tidligere rådhuskollega vil have en anden tilgang til boligpolitik end forgængeren.
"Så håber jeg, at døren til ministeriet vil være lidt lettere at få sparket op"
Ingen drama i salen
Først på et møde midt i september vil den nye overborgmester blive valgt. Socialdemokratiets politiske ordfører, Laura Rosenvinge, gjorde det torsdag formiddag klart, at det - hvis det står til S - bliver Lars Weiss.
Torsdagen igennem fastslog Radikale Venstre og De Konservative, at de ikke automatisk vil lade Weiss tage over.
"Konstitueringsaftalen er baseret på spidskandidaterne i 2021. Lars har ikke fremlagt sine visioner og politik endnu, og det skal han have rum og mulighed for," sagde Christoffer Røhl (R) til NB-Kommune og pegede på, at det kan blive aktuelt at lytte til andre kandidater.
"Partierne uden om Socialdemokratiet er rykket sammen. Vi vil ikke finde os i magtarrogancen fra S. De tror, de har monopol på posten som overborgmester," lød det fra Jakob Næsager (K) til TV 2.
De dramatiske toner blev dog ikke spillet for åbent tæppe på rådhuset om aftenen. Her var der ingen debat om overborgmesterposten, og spørgsmålet er, om partierne, der i 2021 stod bag Sophie Hæstorp Andersen, reelt vil være villige til at rive konstitueringsaftalen i stykker og kaste alle borgmesterposter og tillidshverv op i luften med mindre end halvandet år tilbage af valgperioden.
Det fremgår af dagsordenen, at det er den store valggruppe, som efter kommunestyrelsesloven skal udpege den nye overborgmester. I København består den store gruppe af Socialdemokratiet, Konservative, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. I konstitueringsaftalen skulle det være præciseret, at overborgmesterposten tilfalder Socialdemokratiet.
Det juridiske udgangspunkt
§65, stk. 6.
“Når en formand eller næstformand (…) fritages for sit hverv, dør eller udtræder af kommunalbestyrelsen, besættes den ledigblevne plads for resten af kommunalbestyrelsens funktionstid af den gruppe i kommunalbestyrelsen, der har udpeget den afgående formand eller næstformand”
Sidst opdateret: 30/08/2024 - 13:04












































