
- Foto: Dansk Byplan Laboratorium
Tre projekter nomineres til Byplanprisen 2024
Udgivet: 21/08/2024
Byplanprisen 2024 lander enten i Svendborg, Odense eller Høje-Taastrup Kommune.
De nominerede projekter er en ny bydel i et tidligere industriområde i Hedehusene, et klimasikrings- og sluseprojekt i Svendborg Havn og transformationen af Odenses centrum, hvor firesporede Thomas B. Thriges Gade er erstattet af et nyt kvarter med boliger, erhverv og letbanespor.
Byplanprisen uddeles hvert år af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen, og i Svendborg vækker det glæde, at projektet Fra Blå Kant til Blå Zone er udvalgt.
"Nomineringen er en stor anerkendelse af både den politiske beslutning og det grundige forarbejde gennem mange år. Og så er vi utroligt stolte over, at Den Blå Kant er nomineret sammen med to så markante projekter, som repræsenterer byplanlægning, når det er allerbedst," siger Anders Tang Kjærved, der er chef for Byg og Byudvikling i Svendborg Kommune.
Navnet på projektet refererer til, at vandet kan få lov at oversvømme udvalgte steder ved havnen, mens andre arealer holdes tørre for at beskytte kulturarv og by. Klimaet sikres, parallelt med at man skaber gode uderum og nye forbindelser langs og til vandet.
Byplanprisen 2024
De tre nominerede projekter er:
- Fra Blå Kant til Blå Zone, Svendborg Kommune
- Fra Gade til By, Odense Kommune
- Nærheden, Udviklingsselskabet NærHeden P/S, i Høje-Taastrup Kommune
Prisen uddeles på Byplanmødet i Odense i 3.-4. oktober.
Temaet for Byplanprisen er "klima og kvalitet", og priskomitéen lægger vægt på bæredygtige løsninger og klimatilpasning, der både tager hensyn til miljøet og sikrer høj livskvalitet gennem gode og smukke fysiske rammer i byerne.
"Fælles for de tre nominerede projekter er en høj grad af nytænkning og tilpasningsevne, som adresserer både aktuelle og fremtidige udfordringer. Og at der både er tænkt i helheder og kælet for detaljerne. Et sted får vandet lov til at flyde i byen. Et andet sted er bilerne fjernet fra gadeplan, og der er bygget by og byrum på den tidligere gade. Og et tredje sted binder klimaløsningen flere bydele sammen og udgør byens grønne rygrad," skriver Dansk Byplanlaboratorium i en pressemeddelelse.
Læs mere om de enkelte projekter her.
Prisen er tidligere uddelt til København, Aarhus, Syddjurs og Faaborg-Midtfyn kommuner samt kommunernes samarbejdspartnere.
Sidst opdateret: 21/08/2024 - 13:19












































