
- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmester skal give gode råd til fodboldklub
11 personer med daglig gang i sport, kultur, erhverv og politik er med i det advisory board, den amerikansk ejede fodboldklub AC Horsens nu har nedsat med deltagelse af borgmesteren.
Udgivet: 20/08/2024
I november sidste år kom fodboldklubben AC Horsens på amerikanske hænder, da investeringsfirmaet Carlisle Capital overtog aktiemajoriteten i klubben. AC Horsens spiller til daglig i landets næstbedste række.
Nu vil ejerne med direktør Kristian Nielsen ved roret gøre en større indsats for at lære kommunen bedre at kende. Og nu har borgmester Peter Sørensen (S) sagt ja til at indgå i det arbejde i form at et advisory board med i alt 11 medlemmer, der kommer til at fungere i en uformel og flad struktur uden formand eller vedtægter.
"Vi ønsker input og gode råd fra folk i det område, vi befinder os i. Det er derfor, vi har brug for et advisory board," siger Colin Binnie til Horsens Folkeblad og fortsætter:
"Vi vil gerne skabe et fællesskab med byen, og det gælder både på og udenfor banen. Det er vigtigt for os, at vi får en bred repræsentation, og vi rammer store dele af det i Horsens, som ligger udenfor fodbold, siger han."
Det er planen, at AC Horsens’ advisory board mødes fire gange om året, og Colin Binnie forventer, at det første møde afholdes i løbet af september.
jornns
Sidst opdateret: 20/08/2024 - 10:59












































