
Organisationen Stop Spild Lokalt har sat gebyr på den hidtidige gratis overskudsmad. Det har fået Socialudvalget i Næstved til at reagere. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune kræver halvdelen af tilskud tilbage efter ballade om nyt gebyr
Et landsdækkende madspildsprojekt har sat et gebyr på den gratis overskudsmad fra supermarkederne. Det har hidtil været gratis for modtagerne, og det får Næstved Kommune til at kræve halvdelen af støttebeløb tilbage.
Udgivet: 13/08/2024
Når gratis mad ikke længere er gratis, så er forudsætningerne for at modtage kommunal støtte ændret.
Det mener Næstved Kommune, som derfor kræver tilbagebetaling af halvdelen af tilskuddet til Stop Spild Lokalt, der har indført et nyt gebyr på overskudsmad. Det drejer sig om 50.000 kroner, der skal tilbagebetales ud af modtagne 100.000 kroner. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Det er et enigt socialudvalg i Næstved, der har netop har afgjort, at halvdelen af det beløb som madspildsorganisationen modtog i tilskud fra Frivillighedspuljens § 18-midler skal betales tilbage. Kravet kommer efter medieomtale af det nye gebyr på overskudsmad, som før var gratis, men som nu koster 35 kroner pr. kurv i kommunen.
"Vi er enige om, at vi skal passe godt på kommunens midler. Derfor finder vi det naturligt, at Stop Spild Lokalt betaler halvdelen af de 100.000 kroner de har modtaget fra kommunen, når forudsætningerne har ændret sig," siger udvalgsmedlem Süleyman Yücel (V) til mediet.
Han er tilmed tidligere bestyrelsesmedlem i Stop Spild Lokalt Næstved, men trak sig efter på uenigheder i lokalforeningen, hvor formanden blev ekskluderet og kassereren nåede at melde sig ud, inden han fik samme behandling.
Stop Spild Lokalt har mødt hård kritik, efter at medier bragte nyheden om det nyindførte gebyr på 35 kroner pr. donation. Flere foreninger har meldt sig ud i kølvandet på beslutningen, og de oprørske lokale madoaser har skiftet navn til Madbanken, hvor de frivillige fortsat afhenter og uddeler gratis madvarer.
Fakta om Stop Madspild Lokalt
Stop Spild Lokalt arbejder for at reducere madspild for at hjælpe økonomisk pressede borgere med at få mad på bordet ved hjælp af overskudsmad. Stop Spild Lokalt afhenter hver dag mad og råvarer, som ingenting fejler, men som pga. udløbet datomærkning eller beskadiget emballage ikke kan sælges i butikkerne.
Kilde: Stop Spild Lokalt
I Kalundborg er lokalforeningen blevet ekskluderet, i Høng har de meldt sig ud. I Nyborg, Ballerup og Rødovre er man heller ikke længere tilknyttet Stop Spild Lokalt, mens Odsherred Kommune overvejer det videre forløb.
Kilde: Sjællandske Nyheder
Stifter og CEO Rasmus Erichsen har sammen med bestyrelsen udsendt en meddelelse, hvor man bedyrer, at samarbejdet med Næstved Kommune fortsætter:
"Vi valgte 10. juni at indføre et håndteringsgebyr i Stop Spild Lokalt, fordi vi ønsker en mere stabil og bæredygtig økonomi i vores forening. I forbindelse med indførelsen har vi hele tiden været opmærksomme på - og også indregnet i vores budget - at beløbet ved § 18-midler kunne ændre sig. Det har vi så været i god dialog med kommunen om, og udvalget har nu truffet en beslutning om at halvere tilskuddet, hvilket vi oplever som en helt naturlig og ordentlig procedure," skriver organisationen.
Sidst opdateret: 13/08/2024 - 10:20












































