Se kortet: Kun 12 kommuner har - i teorien - nok beskyttelsesrumspladser
En opgørelse fra Beredskabsstyrelsen viser, at det langtfra er alle kommuner, der har beskyttelsesrumspladser nok til at huse alle indbyggere. Ekspert giver dog ikke meget for tallene, som Folketingets forsvarsudvalg har modtaget.
Udgivet: 30/07/2024
Tre liter vand per dag per person, langtidsholdbar mad og en FM-radio. Det er et udpluk af de ting, som Beredskabsstyrelsen i juni anbefalede, at danskerne indkøber for at være kriseforberedte.
Skulle det dog ske at en krise rammer, så det bliver nødvendigt at søge i beskyttelsesrum, så har de færreste pladser nok til deres indbyggere.
Det viser en ny opgørelse over beskyttelsesrumspladser, som styrelsen har præsenteret for Forsvarsudvalget i Folketinget.
I alt er der pladser til 3.680.747 personer, viser de data, som kommunerne har indleveret. Det svarer til godt 61 procent af landets befolkning.
Fælles for de 12 kommuner, der har flere beskyttelsesrumspladser end borgere, er, at de er placeret i Københavns omegn. Disse kommuner rummer mange etageboliger, der blev bygget under Den Kolde Krig, mens bygherrer skulle opføre beskyttelsesrum. Flest pladser per indbygger er der i Ballerup Kommune, hvor der er plads til knap dobbelt så mange mennesker i beskyttelsesrummet end der er indbyggere. Hovedstadskommunen selv har plads til 69 procent af sine indbyggere ifølge opgørelsen.
Blandt kommunerne med færrest pladser per indbygger gælder, at de enten er land- eller oplandskommuner. Gribskov, Stevns, Faaborg-Midtfyn og Odsherred Kommune har alle pladser til ti procent eller mindre af deres indbyggere. Læsø er den kommune med færrest pladser. Der er således ikke en eneste beskyttelsesrumsplads at søge ly i for kommunens 1.759 indbyggere.
Opgørelsen er i vidt omfang baseret på et skøn. Beredskabsstyrelsen har ikke krævet, at kommunerne skulle besigtige de potentielle beskyttelsesrum.
"Som jeg ser det, har man gjort det allermindst nødvendige, man kunne slippe afsted med, for at tilfredsstille forsvarsudvalget og journalister," siger Rasmus Dahlberg, lektor ved Forsvarsakademiet og leder af Center for Samfundssikkerhed, til TV2.
"Det er svært at bruge den der opgørelse til ret meget," vurderer lektoren.
Ansvaret for offentlige beskyttelsesrum ligger hos kommunerne. Kommunalbestyrelsen administrerer beskyttelsesrumsområdet og står for opførelse, vedligeholdelse, drift og klargøring af offentlige beskyttelsesrum.
Sidst opdateret: 30/07/2024 - 10:16












































