
Liberal Alliances og Enhedslistens beskæftigelsesordførere Sólbjørg Jakobsen og Victoria Velasquez mener ikke, at arbejdspligten er forenelig med ekspertgruppens anbefalinger. Jens Joel, beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet kan ikke se problemet. - Foto: Thomas Traasdahl og Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Partier: Ekspertgruppens anbefalinger saver arbejdspligten midt over
Liberal Alliances og Enhedslistens beskæftigelsesordførere Sólbjørg Jakobsen og Victoria Velasquez mener på baggrund af ekspertgruppens anbefalinger, at regeringen er nødt til at opgive den arbejdspligt, der ellers skulle gælde fra næste år.
Udgivet: 27/06/2024
Anbefalingerne fra ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats, er på ingen måde forenelige med den arbejdspligt, som der implementeres fra nytår.
Det siger Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Sólbjørg Jakobsen, som mener, at regeringen er nødt til at droppe aftalen, hvis anbefalingerne skal følges.
"Ekspertgruppen lægger jo op til færre målgrupper og en øget selvstændighed i både kontakten med borgerne, hvor der er lagt op til en mere individuel indsats. Arbejdspligten gør det stik modsatte. Den bygger på kassetænkning," siger Sólbjørg Jakobsen.
Hun mener, det bliver yderst vanskeligt for regeringen at bakke op om anbefalingerne fra ekspertgruppen og samtidig indføre arbejdspligten.
"Det hænger ikke sammen. Det er som bekendt svært at blæse og have mel i munden."
Fik du læst?
Minister stod for skud i JobCAMP-debat: 'Lukning af jobcentrene er et stort bluffnummer'
Få timer før mandags præsentation af ekspertgruppens anbefalinger i mandags, hvor pressen var mødt talstærkt op på Den Sorte Diamant i København, havde formand Claus Thustrup Kreiner orienteret beskæftigelsesudvalget.
Her benyttede Sólbjørg Jakobsen anledningen til at spørge Thustrup Kreiner, om han mener, at anbefalingerne er forenelig med arbejdspligten.
"Svaret lød, at ekspertgruppen havde forholdt sig til, hvordan den nuværende indsats ser ud. Men også de havde svært ved at se en arbejdspligt i den indsats, der bliver lagt op til med anbefalingerne. Jeg synes, de var rimelig klar i mælet," siger Sólbjørg Jakobsen.
Victoria Velásquez, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten, er på linje med Liberal Alliance, når det gælder arbejdspligten.
"Jeg er meget enig. Arbejdspligten handler ikke om at få folk i arbejde. Den handler om at straffe mennesker, og i virkeligheden bliver det skubbet længere væk fra arbejdsmarkedet," siger hun.
Velásquez henviser til, at med aftalen om arbejdspligt bliver optjeningskravene til kontanthjælp skærpet betydeligt. Grundlæggende betyder de skærpede optjeningsregler, at 10.000 borgere overgår til den laveste ydelse i det nye kontanthjælpssystem.
Jens Joel, beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, afviser kritikken. Han har svært ved at se, hvorfor ekspertgruppens anbefalinger og arbejdspligten skulle være uforenelig.
"Selvfølgelig kan vi sikre, at dem, der kommer hertil udefra, skal arbejde for deres ydelse og komme tættere på arbejdsmarkedet samtidig med, at vi generelt skaber større frihed lokalt og mindre papirarbejde og kontrol," skriver han til NB-Beskæftigelse.
Sidst opdateret: 02/07/2024 - 10:26












































