
I Kerteminde kan flere medarbejdere nu overgå til en fleksibel arbejdsuge - blandt andet en uge med fire arbejdsdage. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Fynsk kommune udvider ordning med firedages arbejdsuge
For to år siden indledte Kerteminde Kommune et forsøg med fleksibel arbejdsuge for visse medarbejdere, og den ordning bliver nu udvidet og gjort permanent.
Udgivet: 18/06/2024
Snart kan flere medarbejdere i Kerteminde Kommune få mulighed for at holde en ekstra ugentlig fridag og kun arbejde fire dage i stedet for fem.
Kommunen udvider nemlig nu en prøveordning med samme arbejdstid fordelt på fire dage og gør den permanent. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Aftalen afløser den midlertidige aftale, der de seneste to år har givet nogle administrative medarbejdere mulighed for en firedages arbejdsuge. Den nye lokalaftale er indgået mellem Kerteminde Kommune, DJØF, AC, Bygningskonstruktørerne, HK Kommunal Midt og Dansk Socialrådgiverforening Region Syd, og omfatter som noget nyt alle medarbejdere under forbundenes forhandlingsret.
Kommunen understreger at flere faggrupper er velkomne til at blive en del af aftalen.
Kommunaldirektør Inger Marie Vynne siger desuden, at der som noget nyt indføres en 'udfordringsret'. Den skal bidrage til, at praksis for hvad der er muligt udfordres i dialog på arbejdspladserne - herunder i MED systemet:
"Vi har været enige om hovedlinjerne. Det er kerneopgaven – og dermed borgernes behov - som er bestemmende for, om det er muligt at løse opgaverne på fire dage i stedet for fem. Som noget nyt har vi aftalt en 'udfordringsret'. Vi vil nemlig generelt gerne udfordre egen praksis, og det må ikke blive herskende kulturer, plejer eller en enkelt leders præference, der bliver bestemmende for medarbejdernes muligheder. Udfordringsretten handler om at insistere på dialog om løsninger."
Janne Gleerup, arbejdslivsforsker og lektor på Roskilde Universitet, har tidligere fortalt til DR, at der er både fordele og ulemper ved at komprimere arbejdsugen på fire dage.
Ulempen kan være, at de lange arbejdsdage kan blive hårde og gå ud over arbejdsmiljøet. Omvendt er fordelen, at det er attraktivt for mange medarbejdere at holde fri tre dage i træk, og det giver samtidig kommunen mulighed for at holde senere åbent til fordel for borgerne.
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) er tilfreds med aftalen om fleksible arbejdstider:
"Formålet er at tilbyde borgerne og virksomhederne større fleksibilitet i mødet med kommunen og herigennem øge den borgeroplevede kvalitet, samtidig med at vi skaber mere fleksible rammer for medarbejdernes mødetid og indretning af arbejdsugen. Vi er fuldt ud bevidste om dilemmaerne, og derfor bygger vi på frivillighed og ser firedages arbejdsugen som én ud af flere muligheder for fleksibilitet."
Fakta om aftalen i Kerteminde
Forsøgsordningen omfattede primært medarbejdere i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen, mens den nye permanente aftale omfatter alle medarbejdere under de fagforbund, som Kerteminde Kommune har indgået aftalen med. Andre fagforbund er velkomne til at tilslutte sig aftalen.
De to ugentlige kompetencetimer, som indgik i den midlertidige aftale for medarbejdere på 4-dages arbejdsuge, afskaffes. Fremover skal alle medarbejdere – uanset om de samler opgaverne på fire eller fem dage kunne redegøre for 37 timers arbejdsuge. Aftalen vægter fortsat kompetenceudvikling højt.
Senest om to år gennemføres en ny, forskningsbaseret og samlet evaluering i organisationen for at undersøge, hvad ”fleksibiliseringen” gør ved sammenhængskraften, herunder den faglige, organisatoriske og borgeroplevede kvalitet. Et løbende evalueringsdesign skal desuden sikre, at dilemmaer løbende bringes frem i lyset m.h.p. dialog og håndtering.
Sidst opdateret: 18/06/2024 - 08:35












































