Finansminister Nicolai Wammen (S) har først kunne lave gunstige økonomiaftaler for både regioner og kommuner nu, fordi inflationen var for høj tidligere.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har først kunne lave gunstige økonomiaftaler for både regioner og kommuner nu, fordi inflationen var for høj tidligere. - Foto: Christina Yoon / NB-Økonomi

Wammen: Derfor kan kommuner og regioner få gode økonomiaftaler

Trods løbende kritik fra både kommuner og regioner de seneste år af for stramme økonomiaftaler har det ikke været muligt at tilføje mange penge før nu, siger Nicolai Wammen (S). Regionernes driftsramme løftes med 2,1 mia. kr. Læs mere om aftalen her.

Udgivet: 03/06/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Finansminister Nicolai Wammen (S) har ikke kunnet tilføre hverken kommuner eller regioner så mange penge i økonomiaftalerne, at de var tilfredse, før økonomiaftalerne for 2025.

Det skyldes, at inflationen har været alt for høj tidligere, siger Nicolai Wammen i et interview med NB-Økonomi lige efter pressemødet med Danske Regioner, hvor regionernes økonomiaftale blev præsenteret lørdag formiddag i Finansministeriet.

"Vi har tidligere år skullet forholde os til, at der har været en meget meget høj inflation. Den har vi nu fået bragt helt ned. Derfor er det en anden situation, vi står i nu. Det her sker inden for fuldt ansvarlige økonomiske rammer, og det er jeg jo også meget optaget af som finansminister," forklarer Nicolai Wammen.

I både slutningen af 2022 og 2023 har regionerne og kommunerne været hårdt ramt af inflation, og SVM-regeringen har frygtet, at det kunne fortsætte ind i 2024. Derfor har Nicolai Wammen år efter år stået og anbefalet stramme økonomiaftaler, og uanset hvor meget kritikken haglede ned over ham, stod han fast.

I eftersommeren sidste år skete der dog det ekstraordinære, at man efter økonomiaftalerne tildelte regionerne 350 millioner kroner og kommunerne 650 millioner, fordi der var et øget økonomisk råderum.

Handler det blot om valgår?

Mange politiske kommentatorer er inde på, at SVM-regeringen giver gode økonomiske aftaler til næste år, fordi det er et valgår med både kommunal- og regionrådsvalg.

Det er dog ikke Nicolai Wammens egen forklaring.

"Vi er i den situation, at dansk økonomi er bomstærk, og det gør, at vi på en ansvarlig måde kan investere mere i velfærden ude hos borgerne," siger han.

Selvom der har været inflation, så er økonomien gået godt. Beskæftigelsen er blevet ved med at stige år efter år, og Finansministeriet har opjusteret det økonomiske råderum flere gange, efter SVM-regeringen tiltrådte. Så snart inflationen ikke truede, ville Wammen derfor investere i velfærd.

"Men det, at der er styr på butikken, der er styr på dansk økonomi, gør, at vi nu har de økonomiske muskler til at investere mere i vores velfærd, både når det gælder kommunerne og regionerne," siger han.

Fakta

Regionernes aftale for 2025

Med lørdagens aftale mellem regeringen og Danske Regioner løftes regionernes økonomi næste år med 2,1 milliarder kroner, der blandt andet skal være med til at bremse de stigende medicinudgifter.

Her kan du læse en række af aftalens hovedelementer:

* Den regionale driftsramme til sundhed løftes med 2,1 milliarder kroner i 2025. Det er det største løft i 14 år.

* Aftalen indebærer også et ekstraordinært løft af regionernes driftsramme til sundhed i 2024 på 600 millioner kroner, som skal være med til at afbøde store medicinudgifter.

I 2023 måtte regionerne bruge 1,4 milliarder kroner mere på tilskudsmedicin, end man gjorde året før. Det er 1,1 milliard kroner mere, end der var budgetteret med i økonomiaftalen med staten.

* Aftalen indebærer også en række styringsredskaber på medicinområdet, der skal bidrage til bedre priser på medicin for borgere og regioner samt sikre et mere rationelt medicinforbrug.

* Regionerne skal selv nedbringe administrationsudgifterne med 104 millioner kroner.

* 111 millioner kroner skal gå til behandlingskapaciteten på kræftområdet. Pengene afsættes, efter at det er blevet afdækket, hvordan der har været lange ventetider på behandling for kræftpatienter.

* Samlet set er niveauet for de regionale anlægsudgifter på 7,35 milliarder kroner i 2025.

* I 2025 reserveres 100 millioner kroner af det aftalte løft til en etårig ulighedspulje, som fordeler midler til regioner med mindre end tre læger per 1000 indbyggere, til finansiering af særlige initiativer til at forbedre lægedækningen og øvrige sundhedstilbud.

* I aftalen er der forudsat et teknologibidrag på 371 millioner kroner, som skal prioriteres til øget behandlingskapacitet i regionerne.

Kilder: Finansministeriet og Ritzau.

/ritzau/jn

Sidst opdateret: 04/06/2024 - 12:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]