
I mange år har et af de helt centrale krav i det danske beredskab været, at brandkøretøjerne skal rykke ud fra brandstationen senest fem minutter efter alarmen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
FOA: Landdistrikter bliver tabere, hvis minister slækker på krav til udrykning
I et brev til Folketingets Forsvarsudvalg advarer FOA mod at fjerne kravet om, at brandkøretøjerne skal rykke ud seneste fem minutter efter alarmen er gået. 'En risikabel affære,' lyder det fra forbundet.
Udgivet: 30/05/2024
Højst fem minutter efter et brandalarmopkald modtages, skal der rykkes ud med brand- og redningskøretøjer. Men måske ikke så længe endnu.
Det krav er nu på vej mod at blive droppet, skriver Beredskabsinfo. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), har bedt Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen om at se på en afskaffelse af kravet ”i den nærmeste fremtid”. I stedet skal kommunerne selv vurdere, om de ønsker krav til afgangstiderne og responstider på de lokale brandstationer.
"Jeg mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at indføre centralt fastlagte mindstekrav for responstider, men det kan være relevant at se på, om der skal indføres krav til, at kommunalbestyrelser som led i fastlæggelse af serviceniveauet for redningsberedskabet skal indføre krav til første udryknings responstider ud fra lokale vurderinger," siger Troels Lund Poulsen ifølge Beredskabsinfo.
Men Thomas Brücker, der er formand for FOAs Teknik- og Servicesektor, og selv brandmand gennem 20 år, advarer mod forslaget. Han er derfor pennefører på et brev til Folketingets Forsvarsudvalg.
”En afskaffelse af fem minutters afgangskravet vil være en meget risikabel affære. For befolkningen, for forsikringsselskaberne og ikke mindst for de mennesker som er så uheldige at være udsat for en hændelse, hvor beredskaberne skal yde en afgørende hjælp. I værste fald kan det betyde forskellen mellem liv og død,” siger han i en pressemeddelelse.
I 2022 kørte det kommunale redningsberedskab til 1.800 færdselsuheld. Rapporten ’Redningsberedskabet i tal 2022’ viser, at der var en responstid på 8.07 minutter (tiden fra alarmering til ankomst til skadestedet) i forhold til trafikulykker. Dette er det højeste, den har været i 5 år. 19 procent var fremme mellem 10-15 minutter fra alarmeringen. Samlet set var 25 procent fremme efter 10 minutter.
”Det løser ikke problemerne at afskaffe afgangstiderne eller forlænge dem. Tværtimod. Det eneste, en forlænget afgangstid løser, er at flere kan være deltidsbrandmænd. Uanset hvad, betyder det, at der går længere tid, før borgere får hjælp, og derved vil skaderne ved brand og ulykker bliver endnu større,” fortæller Thomas Brücker.
Rammer landdistrikterne
Ifølge FOA vil det særligt ramme de små byer i landdistrikterne, hvis man slækker på fem minutters afgangskravet.
”Langt de fleste beredskaber i storbyerne vil kunne bevare udrykningstiderne, mens brandstationerne i små byer bemandet med deltidsbrandfolk vil betale prisen. Vi bør som samfund sørge for, at alle borgere får hurtig, kvalificeret og faglig hjælp, når ulykken er ude. Også dem i udkantsdanmark," siger Thomas Brücker.
Han understreger, at det vigtige er, at sikre kommunerne et hurtigt og robust beredskab. Og det gør man bedst ved, at brandmænd er på vagt og dermed kan køre til indsatserne som deres primære arbejde. Ikke ved at de kommer hjemmefra eller fra deres job.
Sidst opdateret: 30/05/2024 - 09:54












































