Microsoft udvider kapaciteten i Køge Kommune, men det kommer ikke umiddelbart kommunen til nytte. Billedet her er fra virksomhedens danske hovedkontor i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Microsoft udvider kapaciteten i Køge Kommune, men det kommer ikke umiddelbart kommunen til nytte. Billedet her er fra virksomhedens danske hovedkontor i Lyngby-Taarbæk Kommune. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Microsoft udbygger i Køge - kommunen må se langt efter overskudsvarme

Microsoft planlægger at bruge strøm som en hel kommune til udvidet datacenter i Køge. Kommunen er utilfreds med, at kæmpevirksomheden ikke vil udnytte spildvarme til fjernvarme, men kommunens grønne ambassadør håber på, at det vil løse sig fremadrettet.

Udgivet: 22/05/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Da Microsoft for to år siden etablerede et 14.000 kvadratmeter stort datacenter i Skandinavisk Transportcenter ved Køge, var det forventningen, at overskydende energi fra anlægget kunne bringe billig varme til kommunen.

Dengang byggede den amerikanske virksomhed tre haller hver på 4.000 kvadratmeter og en administrationsbygning på godt 1.300 kvadratmeter. Nu er selskabet allerede gået i gang med forarbejdet til at udvide datacenteret med fem nye haller. Det skriver Sjællandske Nyheder.

Nu skal der udvides med yderligere kapacitet. Når datacenteret er fuldt udbygget, forventes det at have et årligt elforbrug på cirka 323 GWh. Til sammenligning er Køge Kommunes samlede årlige elforbrug, inklusiv erhverv, husstande og offentlige institutioner på i alt cirka 378 GWh.

Derfor er det politikernes ønske at Microsoft gør overskudsvarme fra centeret tilgængeligt til fjernvarmenettet, som det allerede sker i Høje-Taastrup. Spørgsmålet blev for nylig rejst i Klima- og Planudvalget og videreformidlet af Jacob Nielsen, der er ansat som grøn ambassadør for kommunen.

"Vores grundholdning i kommunen er jo, at når man bruger så store mængder strøm som her, så bør man også lægge sig i selen for at udnytte så meget overskudsvarme som muligt, siger Jacob Nielsen til Sjællandske Nyheder og fortsætter:

"Når nu sagen kommer op på en politisk dagsorden, så er det blandt andet fordi, vi meget gerne vil have en bedre forklaring på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre i hele projektet."

Kræver politisk stillingtagen

Problemet er ifølge Microsoft, at genindvinding af overskudsvarmen fra centeret ikke kan lade sig gøre, “da det vil kræve, at deres byggeprojekt skulle gendesignes og ville medføre forsinkelser af tids- og investeringsplaner,” skriver Microsoft ifølge sn.dk.

Virksomheden tilkendegiver, at man fremover vil opføre datacentre, hvor det kan lade sig gøre at genbruge overskudsvarmen til det omkringliggende samfund. Og Jacob Nielsen vil fortsætte med at føre dialog med den verdensomspændende virksomhed uanset tingenes umiddelbare tilstand.

"Som kommune tænker vi, at der stadig ér mulighed for at præge dem, men det kræver også en politisk stillingtagen, og at man politisk har en klar holdning til, hvordan man gerne vil have at kommunens virksomheder agerer," siger han til Sjællandske Nyheder.

I sagsfremstillingen fra udvalgsmødet noterer forvaltningen, at der for nuværende ikke er lovhjemmel til at pålægge datacentre, at de skal levere overskudsvarme til fjernvarme.

Fik du læst?

Frederikshavn Kommune scorer stort datacenter

Fik du læst?

Google har købt grund i Fredericia for millionbeløb

Sidst opdateret: 22/05/2024 - 10:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]