
Byrådet i Store Heddinge i Stevns Kommune er blevet enige om en ny konstitueringsaftale. - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Byrådsflertal sikret med ny konstituering efter partihop
Borgmester Henning Urban Dam (S) kunne torsdag eftermiddag præsentere sin nye flertalsgruppe i Stevns byrådssal og et udvidet økonomiudvalg, efter politiker skiftede Venstre ud med Liberal Alliance. Partihopperen er dog med i den nye konstitueringsaftale.
Udgivet: 17/05/2024
Hele fem partier står nu bag den socialdemokratiske borgmester Henning Urban Dam i en ny konstitueringsaftale i Stevns Kommune.
Det sker efter sidste måneds partiskifte, hvor Bjarne Nielsen meldte sig ud af Venstre og i stedet blev første medlem af byrådet for Liberal Alliance. Herved mistede borgmesteren på papiret sit flertal.
Den normale kreds af tre partier er nu udvidet med to nye, idet Julie Hoff Sørensen (SF) og Bjarne Nielsen (LA) fremover vil være en del af flertallet sammen med Socialdemokratiet, Venstre og Line Krogh Lay fra Radikale Venstre. Tilsammen råder de over 12 af kommunalbestyrelsens 19 mandater.
"I mit nye parti har vi drøftet, om jeg skulle gå med i flertalsgruppen, for set med Christiansborg-briller på er det måske ikke det mest naturlige sted at være. Men jeg har sagt og gentager gerne, at jeg ikke har noget at udsætte på det lokale samarbejde. Min kritik går på Venstres rolle i regeringen," siger Bjarne Nielsen til Sjællandske Medier.
Flertalsgruppen har samtidig besluttet at udvide Økonomiudvalget fra syv til ni medlemmer – det maksimale antal, som styrelsesvedtægten giver mulighed for i den lille kommune, forklarer Henning Urban Dam:
"Det sker for at understrege, at Stevns Kommunes økonomi fylder mere end før, og derfor vil vi gerne give mulighed for, at flere partier kan få plads i Økonomiudvalget. Vi kigger ind i noget, som er voldsomt udfordrende for økonomien – det er især på børneområdet, hvor det for et øjeblik siden var på ældreområdet. Ved at fokusere mere på Økonomiudvalget ønsker vi at skabe en større politisk bevidsthed om og ejerskab til udfordringerne," siger borgmester Henning Urban Dam til Sjællandske Medier.
Sidst opdateret: 17/05/2024 - 12:56












































