
På mange skoler indsamler lærerne mobiltelefoner inden timerne - andre steder er telefonerne låst inde hele skoledagen. Spørgsmålet er, om kommunalpolitikerne i højere grad skal vedtage regler, der fjerner skærmene fra alle skoler, klubber og SFO'er. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Væk med skærmene, opfordrer KL - men skal det besluttes af kommunalpolitikerne?
KL opfordrer alle byråd til at arbejde for skærm- og telefonfri skoletid. På Frederiksberg ønsker K at gå skridtet videre ved at lade kommunalbestyrelsen diktere mobilfrie zoner på alle skoler, SFO'er og klubber.
Udgivet: 16/05/2024
Kommunalbestyrelserne bør opfordre dagtilbud og skoler til, "at mobiltelefon og andre skærme kun bliver brugt som del af pædagogiske aktiviteter eller undervisningen".
Sådan lyder det fra KL i et nyt sundhedsudspil om forebyggelse.
Et af de steder, hvor kommunalpolitikerne snart skal tage stilling til skærme i skolerne, er på Frederiksberg. Kommunens konservative gruppe har foreslået at erklære alle folkeskoler, SFO'er og klubber mobilfrie zoner i åbningstiden. Rådmand for teknik og miljø Nikolaj Bøgh (K) er tilhænger af, at politikerne griber ind og tager teten. Det er ikke tilstrækkeligt at overlade ansvaret til institutionerne, skrev han forleden i et debatindlæg i Berlingske.
"Det er meget udbredt at mene, at skolerne selv skal bestemme deres mobilpolitik, på samme måde som de bestemmer meget andet i hverdagen. Men det er også en politisk ansvarsfraskrivelse. For mistrivsel blandt børn og unge er et samfundsproblem, og når så meget tyder på, at for meget skærmforbrug udgør en central del af problemet, så bør vi også i fællesskab tage ansvar for det," skriver Nikolaj Bøgh.
Forslaget om mobilfrie zoner blev fremsat i kommunalbestyrelsen i april og skal den kommende tid behandles i udvalgene.
Forslaget fra Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg
"Det foreslås, at alle folkeskoler, SFO'er og klubber på Frederiksberg bliver erklæret mobilfrie zoner i skoletiden, i SFO-tiden og i klubbernes åbningstider. Dette betyder, at brug af mobiltelefoner og andre personlige elektroniske enheder ikke vil være tilladt på skoler, i SFO eller i klubber undtagen i nødsituationer eller til undervisningsbrug under klare retningslinjer fra lærere eller pædagoger."
Der udarbejdes konkrete retningslinjer for implementeringen af de mobilfrie zoner, herunder undtagelsesbestemmelser ved ønsket undervisningsmæssig eller pædagogisk brug af teknologi.
Der skal etableres opbevaringsløsninger for enhederne, som sikrer elevernes ejendele.
Der skal udarbejdes informationskampagner rettet mod forældre og elever om fordelene ved nedsat skærmtid og de nye regler.
Kilde: Referat for kommunalbestyrelsesmødet 29. april
I modsætning til anbefalingerne om at forbyde medarbejderes nikotinforbrug i arbejdstiden råder KL i dagens sundhedsudspil ikke kommunalbestyrelsen til at diktere skærmforbud, sådan som K på Frederiksberg ønsker. Derimod tales der om, at politikerne bør opfordre dagtilbud og skoler til at tage stilling, hvad mange gør i forvejen.
"Tydelige holdninger til 'sådan gør vi her hos os' vil gøre en forskel for børnene, forældrene og medarbejderne. Tages der ikke stilling, kan der opstå en uhensigtsmæssig kultur, som ikke gavner børnenes sundhed og trivsel. Overordnede kommunalpolitiske principper kan bidrage til at sætte en ramme for lokale drøftelser," skriver KL i det nye udspil.
Udspillet, der i alt rummer 45 anbefalinger til, hvad kommunerne, regeringen og Folketinget kan gøre for at styrke forebyggelsen, bliver lanceret forud for KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum 2024, der finder sted i dag og i morgen i Aalborg.
Sidst opdateret: 16/05/2024 - 11:59












































