
Det kan være vanskeligt for byrådspolitikere at overskue en kommunal selvstyrehavns budgetter. På billedet ses et udsnit af Frederikshavn Havn. - Foto: Port Of Frederikshavn / pof.dk
Eksperter: Lokalpolitikere kan ikke gennemskue havnenes økonomi
Byråd i kommuner med selvstyrende havne kan også arve kæmperegning, som senest set med Frederikshavn Havn, hvor kommunen modvilligt overtager en milliardgæld efter fejlslagen økonomisk ledelse.
Udgivet: 13/05/2024
Kommunale selvstyrehavne er en mulig risiko for kommunernes økonomi. Problemet er, at byrådspolitikerne simpelthen har for svært ved at gennemskue de økonomiske forhold i havnene.
Senest har Frederikshavn Kommune overtaget driften for Frederikshavn Havn, der står med et faretruende underskud på omkring 1,6 milliarder kroner. Det er en gæld, som kommunen dermed har overtaget for at redde havnens eksistens.
Som det er nu, kan kommunale selvstyrehavne gældsætte sig for store millionbeløb, uden at der bliver kastet et ordentligt kritisk blik på de investeringer, de kaster sig ud i - og det tog altså overhånd i Frederikshavn, skriver DR.
Peter Maskell, der er økonomiprofessor på CBS, vil gerne have standset muligheden for kommunale selvstyrehavne, for politikerne har kun krav på at se en resultatopgørelse og en balance uden at følge den løbende udvikling i havnenes økonomi:
"Selvstyrehavnene er ikke omfattet af regler i årsregnskabsloven, som gør, at kommunen kan undersøge, hvad havnens muligheder er for at betale tilbage på et lån, hvis det går dårligt med en af dens investeringer," siger Peter Maskell til DR.
Hvis politikerne ikke opdager, at det faktisk går dårligt med en selvstyrehavns økonomi, så kan de komme til at overtage gælden fra havnen, som har lånt over evne. En gæld, som altså vil ramme borgerne i sidste ende.
"Det kan betyde, at man bliver nødt til at skære lidt i børnehaver, legepladser eller ældrepleje for at finde plads i budgettet til at afdrage på en havns gæld," siger Niels Dechow, som er økonomiprofessor på Aalborg University Business School.
Scenariet genkender Jens Kirketerp Jensen, der er tidligere havnedirektør i Hirtshals Havn gennem 20 år.
"Jeg har siddet som ledende direktør i en havn og lånt 60 millioner kroner på godt et kvarter. Jeg fik at vide, at hvis kommunen stillede garanti for lånet, jamen så kunne vi låne pengene," fortæller han til DR.
Ifølge brancheorganisationen Danske Havn er der i dag 26 kommunale selvstyrehavne, 18 kommunale, syv aktieselskaber samt fem havne med en anden organisatorisk struktur.
I forbindelse med Frederikshavn byråds beslutning om at hjemtage styringen med byens havn i april sagde borgmester Birgit S. Hansen (S) blandt andet:
"På den korte bane betyder overtagelsen, at vi skal afdrage på gælden. En del af det kan vi umiddelbart tage af kommunekassen, for der er styr på økonomien i kommunen."
"På den lange bane arbejder vi på en exitstrategi, hvor vi fokuserer på, at havnen fortsat er attraktiv for virksomhederne. Og vi vil gøre alt for, at det ikke kommer til at gå udover velfærden i kommunen," sagde Birgit S. Hansen i en pressemeddelelse:
"Vi havde ikke ønsket, at det var kommet hertil. Men nu er vi her. Vi skal nu finde løsninger på kort sigt og på lang sigt, så vi kommer sikkert igennem det."
Aarhus Havn bliver aktieselskab
I december 2023 besluttede kommunalbestyrelsen i Aarhus Kommune at omdanne Aarhus Havn, der er Danmarks største erhvervshavn, til et aktieselskab, hvilket træder endelig i kraft 1. juli i år. Det betyder blandt andet en ændret sammensætning af bestyrelsen, hvor borgmesteren ikke længere vil være formand, da der skal udpeges en ny ekstern formand.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) sagde ved den lejlighed i en pressemeddelelse:
”Aarhus Havn har været i en rivende udvikling de seneste par årtier og har udviklet sig til at være Danmarks vigtigste erhvervshavn. Derfor er det naturligt at se på, om havnen har den optimale og mest bæredygtige selskabsform til at stå sig bedst muligt i skarp konkurrence med andre havne. For mig som borgmester er det afgørende, at vi selvfølgelig bevarer det fulde ejerskab af Aarhus Havn, at Aarhus Havn bliver lagt ind under samme selskabsform som de øvrige kommunale selskaber og at vi imødekommer havnens ønske om bedre at kunne understøtte havnens og dermed også byens udvikling.”
Kommunale selvstyrehavne
Aabenraa
Esbjerg
Frederikshavn
Guldborgsund (Nykøbing F., Orehoved, Stubbekøbing og Gedser)
Hanstholm
Helsingør
Hirtshals
Holstebro-Struer
Horsens
Hvide Sande
Kalundborg
Kolding
Korsør
Køge
Næstved
Randers
Rømø
Skagen
Thorsminde
Thyborøn
Vejle
Vordingborg
Aarhus (bliver et aktieselskab fra juli 2024)
Kilde: Danske Havne, brancheorganisation for de danske erhvervshavne.
Sidst opdateret: 13/05/2024 - 12:18












































