
Anlægsrammen overskrides igen i 2023. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Regeringen vil drøfte overskridelse af anlægsramme ved økonomiforhandlinger
Kommunerne har ifølge Finansministeriet overskredet anlægsrammen med 1,7 milliarder og regeringen vil drøfte med KL, hvordan man undgår en gentagelse.
Udgivet: 24/04/2024
Finansminister Nicolai Wammen (S) vil rejse kommunernes overskridelse af anlægsrammen med 1,7 milliarder i 2023 ved de kommende økonomiforhandlinger med KL.
"Jeg ser med alvor på, at kommunerne igen overskrider de budgetterede rammer for anlæg. Overskridelsen svækker troværdigheden om de aftalte anlægsrammer. Regeringen vil på den baggrund i de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi drøfte med KL, hvad der skal til for, at kommunerne får bedre styr på deres anlægsudgifter," siger han i en pressemeddelelse.
Reelt set er der dog tale om en relativt moderat reaktion. Det skal således bemærkes, at finansministeren ikke tager den store klaphammer frem, som i relation til anlægsoverskridelser ville være en trussel om, at regeringen ville indføre sanktioner for overskridelse af anlægsrammen.
Det er dog værd at bemærke, at ministeren i en faktaboks i pressemeddelelsen indirekte truer med sanktioner. Her hedder det:
"Med de gældende regler er der ved overskridelser af budgettet alene en sanktion, hvis kommunerne overskrider servicebudgettet, og ikke hvis de overskrider anlægsbudgettet."
Kommunerne har overskrevet de fleste år
Den samlede overskridelse på 1,7 milliarder kroner svarer til omkring ti procent af den ramme, der blev aftalt for 2023. Kun i fire år siden strukturreformen har de kommunale anlægsudgifter ligget under loftet.
Det er 59 kommuner, der går over budgettet og samlet overskrider med 3,1 milliarder kroner. De sidste 39 kommuner har altså brugt 1,3 milliarder kroner mindre end budgetteret.
Overskridelsen skal også ses i lyset af de højere priser i bygge-og anlægsbranchen, som du kan læse om her.
I kortet herunder kan du se afvigelsen i din kommune.
Flere kommuner har mindreforbrug i størrelsesordenen 1000-1500 kroner pr. indbygger, herunder Lolland, Odense og Horsens. Den største overskridelse ses i Middelfart Kommune, hvor der i 2023 er brugt svarende til næsten 4000 kroner mere pr. indbygger end budgetteret.
Der er ikke sanktioner ved overskridelser på anlægsrammen, men de tilbagevendende overskridelser kan udfordre den tilgang i budgetloven.
Det skal bemærkes, at der er store udsving i anlægsudgifterne på kommuneniveau fra år til år, fordi det afhænger af igangsættelse, fremdrift og afslutning af de konkrete projekter i kommunen.
Sådan har vi gjort:
Beregningerne er baseret på følgende tabeller for de kommunale regnskaber fra Danmarks Statistik: REGK11 og REGK31. Folketallet er FOLK1A pr. 1. januar 2023.
Anlægsrammen er afgrænset jf. KL’s definition, dvs. ekskl. forsyningsvirksomheder (hovedkonto 1) og ældreboliger (funktion 0.25.19).
Regnskabstallene er sammenlignet med budgettallene på kommuneniveau og fordelt på indbyggere.
Opdag NB Kommunes fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 24/04/2024 - 12:17












































