
Beboerne på to plejehjem i Rebild Kommune kan se frem til at få mere medbestemmelse i hverdagen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Ældrereform vækker glæde i Nordjylland
Den nye ældreaftale skal frisætte ældreområdet i kommunerne og har fokus på selvbestemmelse for den ældre, tillid til medarbejdere og ledelse. Det glæder man sig til i Rebild Kommune, der i første omgang frisætter to plejehjem.
Udgivet: 22/04/2024
I sidste uge landede regeringen og en stribe oppositionspartier en aftale om en ældrereform. Indholdet i reformen vækker begejstring hos Jeanette Sagan (K), der er formand for Ældre, Pleje og Omsorgsudvalget i Rebild Kommune.
Med den nye ældrereform skal medarbejderne i ældreplejen blandt andet bruge mindre tid på tilsyn og kontrol.
"Det er klart, at selvfølgelig skal man være opmærksom på fejl. Men der er rigtig mange tilsyn tilknyttet ældreplejen i dag, og det er jo ikke sådan, at der ikke bliver ført tilsyn fremadrettet," siger hun til DR og fortsætter:
"Det er helt klart, at den tid, der går til tilsyn i dag, er blevet alt for stor. Det kan man sagtens effektivisere meget bedre og få meget mere ud af det i virkeligheden," siger hun og peger også på, at pårørende og frivillige skal kunne involveres mere, end de er i dag.
Læs mere om aftalen hos NB-Ældre.
Helt konkret betyder det for Rebild Kommune, at to af kommunens plejehjem får flere muligheder for selv at bestemme, hvordan medarbejderes tid skal bruges.
"Vi har ikke brug for at have det store bureaukrati omkring ældrepleje. De ældre har meget mere brug for, at vores personale bruger tiden tæt på dem," siger Jeanette Sagan og fortsætter:
"Det kunne være, at den enkelte borger ønsker en variation i forhold til, hvilke plejebehov man vil have dækket på hvilke dage. Det kan være, man siger; i dag har jeg lyst til, at vi bare taler sammen, fremfor at du tager opvasken. For jeg har en familie, der kommer på besøg senere, som kan klare det. I dag har jeg brug for bare at have en at tale med," siger Jeanette Sagan.
Også hos Kommunernes Landsforening var der tilfredse miner efter aftalen blev præsenteret torsdag:
”I KL giver vi ældrereformen en varm modtagelse. Det er en bred aftale, der skaber ro om ældreområdet i årene frem. Samtidig bakker vi op om de værdier, reformen bygger på - ikke mindst at vise mere tillid til de ansattes faglighed, så de kan bruge deres kræfter på pleje og omsorg fremfor dokumentation, tilsyn og kontrol. Nu glæder vi os til at få reformen ud at leve og samarbejde tæt med regeringen,” siger Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) i en kommentar, som KL efterfølgende udsendte.
Sidst opdateret: 22/04/2024 - 12:55












































