Et bud fra udspillet på, hvordan et styrket fokus på sundhedsarkitektur kan indpasses i alment boligbyggeri. Blandt andet er der fokus på at fremme borgernes muligheder for fysisk aktivitet og mobilitet i nærområdet.

Et bud fra udspillet på, hvordan et styrket fokus på sundhedsarkitektur kan indpasses i alment boligbyggeri. Blandt andet er der fokus på at fremme borgernes muligheder for fysisk aktivitet og mobilitet i nærområdet. - Foto: Illustration: KL og BL - Danmarks Almene Boligers sundhedsudspil

KL vil have sundhedsfolk og forebyggende faciliteter ind i boligblokkene

Sammen brancheorganisationen for de almene boliger lancerer KL en plan for at styrke det nære sundhedsvæsen. Når almene boliger renoveres, skal sundhed integreres i den enkelte bolig og fællesarealerne, lyder forslag.

Udgivet: 19/04/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

KL har i dag lanceret et nyt udspil om udviklingen af det nære sundhedsvæsen i landets almene boligområder. Det sker i fællesskab med interesseorganisationen BL – Danmarks Almene Boliger.

Deres hovedbudskab er, at sundhedsfagfolk skal ud i boligområderne, og at der derfor skal etableres flere sundhedsfaciliteter i de bydele, hvor der er relativt mange mennesker med svækket helbred. Blandt andet er der fokus på at fremme borgernes muligheder for fysisk aktivitet og mobilitet i deres nærområde.

De to organisationer foreslår at udvide Landsbyggefondens anvendelsesmuligheder til også at omfatte sundhedsrenoveringer af boliger, og at staten afsætter midler til at supplere Landsbyggefonden. Disse penge skal blandt andet gå til at afprøve nye modeller for lokale sundhedshuse eller andre eksempler på knudepunkter for forebyggelse og sundhed i bydele og mindre bysamfund med mange almene boliger, lyder det i udspillet.

I Danmarks almene boliger bor en overvægt af ældre og enlige, og forekomsten af KOL og diabetes er næsten dobbelt så stor blandt beboere i almene boliger som blandt resten af befolkningen, skriver KL og BL i udspillet, hvor de lancerer tre anbefalinger.

Sisse Marie Welling (SF), der har ressortansvaret for sundhed i KL's sundheds- og ældreudvalg, er fortaler for at kombinere boligpolitik og udviklingen af det nære sundhedsvæsen.

"Danskerne, som de er flest, har brug for et sundhedsvæsen, der er tæt på deres hverdag og hjælper dem med at leve et godt og aktivt liv – dér hvor de bor. Derfor skal potentialerne i de almene boligområder udnyttes bedre, så sundhed integreres i både den enkelte bolig og i fællesfaciliteterne," siger hun i en pressemeddelelse.

De cirka 600.000 almene boliger huser én million borgere.

Fakta

Udspillets tre hovedpunkter

Sundhedsarkitektur: Når almene boliger renoveres, skal sundhed integreres både i den enkelte bolig, i fællesarealerne og i fællesfaciliteterne. Der skal for eksempel etableres sundhedsfaciliteter i almene boligområder, ligesom boligerne skal tilpasses flere stadier i livet – også hvis man bliver syg og får brug for pleje eller hjælpemidler herunder også velfærdsteknologiske løsninger. Dette skal understøttes i en ny boligaftale, som i høj grad bør sammentænkes med den ny sundhedsreform.

Fremskudte indsatser: Potentialet i almene boligområder til at danne ramme om borgernære sundhedsindsatser er stort. Derfor skal vi også udnytte rammerne i boligområderne bedre, så vi kan styrke de borgernære sundhedsindsatser og sikre, at flere af de borgere, som har allermest brug for det, har nemmere adgang til sundhedstilbud. Vi skal tænke i færre indlæggelser og flere ”udlæggelser”. Der skal for eksempel flere læger, tandlæger og fysioterapeuter ud til de mest syge borgere.

Mobilisering af civil- og lokalsamfund: I de almene boligområder er der en menneskelig infrastruktur i form af beboere, boligsociale medarbejdere og ejendomsfunktionærer, som sammen med andre civilsamfundsaktører kan inddrages i arbejdet med at styrke den nære sundhedsindsats. Kommunerne vil aktivt opsøge dialog med civilsamfund og erhvervsliv om, hvad der kan løftes i fællesskab, og hvordan andre beboere for eksempel kan bidrage ved at spotte tegn på sygdom, forværring af sygdom eller lignende.

Hele udspillet kan læses her:

PDF åbnes i et nyt vindue

Nyt udspil: Boligpolitik skal styrke det nære sundhedsvæsen

Sidst opdateret: 19/04/2024 - 08:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]