
Kommunale medarbejdede brændte i torsdags bynavnet ned i asfalten på en af vejene til Snave og byttede byskiltet ud med et skilt uden navn. - Foto: Skærmbillede fra Assens Kommunes facebookside.
Skiltetyve slog til midt i innovativ asfaltbrænding
Efter hundredvis af tyverier er Assens Kommune i gang med at udskifte byskiltene i Snave. Tyve med vinkelslibere kom i weekenden kommunen i forkøbet.
Udgivet: 15/04/2024
Efter et par årtiers tyverier af byskilte i landsbyen Snave, der blev landskendt i teleselskabet Sonofons reklamer, besluttede Assens Kommune for nylig at fjerne de eftertragtede skilte.
Foran tv-hold og journalister fra flere medier afmonterede kommunen i torsdags et sæt Snave-skilte og erstattede dem ved at brænde bynavnet i asfalten og sætte nye byskilte op uden navn.
Det regnede imidlertid torsdag, hvilket betød, at kommunen kun nåede at skrive bynavnet på asfalten ét sted. Skiltetyvene fik derfor nogle ekstra dage til at høste Snave-skilte, og det udnyttede de i weekenden, hvor alle de tilbageværende skilte blev stjålet. Nogle blev skruet af, og i seks tilfælde savede tyvene endda metalstanderen over med en vinkelsliber.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
"Det er superærgerligt at skulle bruge tid og penge på det her igen," siger Kenth Bang Lindholm, leder af entreprenørgården i Assens Kommune, til avisen.
Millionudgift
Polle fra Snave-reklamerne havde premiere for 23 år siden, og i 2002 blev reklameuniverset suppleret af spillefilmen Polle Fiction.
Assens Kommune estimerer, at den alene i Snave årligt har måttet spendere cirka 100.000 kroner på at erstatte de omkring 100 skilte, der forsvinder hvert år. Det giver en kommunal udgift på over to millioner kroner, siden Sonofon-reklamerne gjorde den vestfynske by danmarkskendt.
"Er det rimeligt, at vi skal bruge pengene på den måde? De kunne jo gå til en masse andre ting. Hvis man gerne vil have fingrene i et Snave-byskilt, kan man kontakte borgerservice," siger Kenth Bang Lindholm.
Kommunen ventede med at brænde bynavnet ned, da de regnvåde veje ville forringe holdbarheden.
Tyveri af skilte med bemærkelsesværdige stednavne er et problem flere steder i landet, men den vestfynske kommunes nedbrænding af bynavnet i asfalten er et nyt redskab til at stoppe tyverierne. Vejdirektoratet oplyser til DR, at man ikke er bekendt med en lignende løsning andre steder i landet.
Sidst opdateret: 15/04/2024 - 11:06
Emner: Kultur













































