
KL opfordrer regeringen til at tage et større ansvar for kystsikringsprojekterne. Birgit S. Hansen og miljøminister Magnus Heunicke mødes på torsdag til debat på KL's klima- og miljøtopmøde. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ny analyse: Kystkommuner støder mod mange forskellige barrierer
Hver anden kommune svarer i undersøgelse, at de har udskudt eller opgivet kystbeskyttelsesprojekter inden for de seneste fem år. Staten bør tage et større ansvar for borgernes finansiering, mener KL.
Udgivet: 10/04/2024
Kommunerne møder mange barrierer, når de forsøger at beskytte kysterne og tilpasse infrastrukturen til klimaforandringerne.
Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt landets kystkommuner, som KL's analysemagasin Momentum har lavet.
51 procent af de 58 kommuner, der har svaret, oplyser, at de har udskudt eller helt opgivet at gennemføre kystbeskyttelsesprojekter inden for de seneste fem år.
Der er flere årsager til kommunernes vanskeligheder med at realisere planerne. Både økonomien og modstand fra borgerne spænder ben for projekterne, ligesom det er en særskilt hindring, at parterne, der får nytte at kystsikring, skal fordele en udgifterne imellem sig.
"Lodsejerne skal jo blive enige, og hvis ikke alle synes, at partsfordelingen stemmer overens med den nytte, de får af projektet, eller hvis nogle slet ikke synes, at de skal betale en del af udgifterne, så kan de klage over afgørelserne. Og det kan tage lang tid at få afgjort klagerne," forklarer Michel van der Linden, direktør for blandt andet Plan, Byg og Miljø i Kalundborg Kommune.
Også hensyn til naturbeskyttelse og belastning af anlægsrammen har begrænset kommunernes muligheder for at sikre kysten, viser rundspørgen.
Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi ved DTU, påpeger i Momentum, at kommunernes evne til at medfinansiere kystprojekter varierer meget, og at borgere i nabokommuner derfor kan opleve store forskelle på, hvor meget de skal betale.
KL: Staten bør sikre finansieringsmuligheder
KL synes, at staten bør tage et langt større ansvar for kystbeskyttelsen ved at sikre bedre finansieringsmuligheder og sørge for en sammenhængende lovgivning for natur og kystsikring, så lovene i mindre grad modvirker hinanden.
"Som det er i dag, kan mange borgere ganske enkelt ikke finde pengene til projekterne. Vi mener, at det bør være statens opgave at sikre, at der er finansieringsmuligheder for borgerne, ligesom man bør lave en klimatilpasning- og kystsikringsfond til de store projekter, som har en samfundsmæssig betydning," siger formand for KL's klima- og miljøudvalg Birgit S. Hansen til Momentum.
Hun efterspørger "en national klimatilpasningsplan, som giver os de rette redskaber og finansieringsmuligheder".
65 procent af kommunerne svarer, at de er enig eller meget enig i, at de nuværende partsfordelingsregler gør det svært at gennemføre kystsikringsprojekter, mens 83 procent betegner manglende finansieringsmuligheder som en stor eller meget barriere.
Konfrontation på topmøde
Birgit S. Hansen har mulighed for at adressere sine ønsker til regeringen på torsdag ved KL's klima- og miljøtopmøde, der finder sted i København. Her mødes hun og miljøminister Magnus Heunicke på scenen, hvor de to partifæller skal drøfte, hvordan man i fællesskab kan sikre, at de lands- og lokalpolitiske målsætninger for naturen og miljøet kan føres ud i livet.
Topmødets tema er "Natur og klima i samspil".
Sidst opdateret: 10/04/2024 - 06:43













































