Beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt (V), vil have mulighed for at tvangsfjerne børn af bandekriminelle forældre, efter notat viser kommunens udgifter til otte kriminelle familier.

Beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt (V), vil have mulighed for at tvangsfjerne børn af bandekriminelle forældre, efter notat viser kommunens udgifter til otte kriminelle familier. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Rådmand vil tvangsfjerne kriminelle bandemedlemmers børn

Odense Kommune har siden 2009 brugt mere end 220 millioner kroner på otte kriminelle familier. Rådmand vil gøre det muligt at tvangsfjerne børn tidligere, alene fordi deres forældre er bandekriminelle. Ifølge S-ordfører på Christiansborg er der ændringer på vej.

Udgivet: 08/04/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Det skal være muligt for kommuner at tvangsfjerne børn fra bandekriminelle familier. Det mener beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V).

Hans udmelding kommer på baggrund af et notat fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune. Det skriver TV2 Fyn. Notatet viser, at otte kriminelle familier har kostet kommunekassen 226,8 millioner kroner siden 2009. 

"Jeg var chokeret, da jeg hørte det. Det er vanvittigt mange penge, vi har brugt på de otte familier. Det er forkasteligt, at vi har nogle familier, der begår så voldsom kriminalitet, og som samtidig er så ekstremt dyre for vores samfund," siger Christoffer Lilleholt til TV 2 Fyn.

Fakta

Sådan er udgifterne til de otte familier fordelt

Anbringelser, opholdssteder, plejefamilier, døgninstitutioner, mv.: 72 pct.

Folkeskole og dagtilbud: 8 pct.

Overførsels- og beskæftigelsesudgifter: 6 pct.

Tilbud til voksne med særlige behov: 2 pct.

Øvrige udgifter til tilbud til unge med særlige behov: 11 pct.

Kilde: Odense Kommune via TV2 Fyn

Den mest omkostningstunge af de otte familier har på de 15 år kostet mere end 41 millioner kroner for Odense Kommune. Udgifterne er så markante, at det bør være muligt at tvangsfjerne børn, alene fordi deres forældre er bandekriminelle, mener Christoffer Lilleholt (V).

"Vi må konstatere, at rigtig mange af de børn, der vokser op i familierne, alligevel ender i kriminalitet og oftest i bandekriminalitet. Derfor mener jeg, at vi skal tvangsfjerne endnu tidligere og sikre, at de her børn får en almindelig opvækst med uddannelse og job," siger han til Ritzau.

Christoffer Lilleholt håber, at Christiansborg vil følge hans opfordring og kigge på reglerne for tvangsfjernelse.

"Kriminalitet skal vægte langt højere, når man tvangsfjerner."

Det tyder på, at politikere på Christiansborg er lydhørhed overfor forslaget. Regeringen vil gøre det lettere at tvangsfjerne børn, hvor forældrene er bandekriminelle, siger retsordfører Bjørn Brandenborg (S):

"Der er simpelthen brug for, at vi giver myndighederne den fulde opbakning og bemyndigelse til at kunne tvangsfjerne børnene tidligt, så vi bryder fødekæden, og børnene ikke bliver en del af bandemiljøet," siger Bjørn Brandenborg til TV2 Fyn.

I forslaget om den kommende bandepakke står der blandt andet:

"Oplysninger om, at et barns eller en ungs nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet, skal indgå som et væsentligt og tungtvejende element i kommunernes vurdering af, om der bør iværksættes en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens paragraf 50 eller øvrige relevante og helhedsorienterede indsatser over for familien, lyder det i bandepakken."

Brug for langt hårdere tiltag

I november sidste år indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en fjerde bandepakke. Her er bandernes fødekæde det første fokusområde.

Men Christoffer Lilleholt mener ikke, at løbende bandepakker kan løse problemerne i Odense.

"For de her familier bliver det nødt til at være langt, langt hårdere tiltag, der tages i værk", siger han.

De otte familier har tilknytning til Center for Familier og Unge i Odense Kommune, fremgår det af notatet. Her arbejdes der med familier, hvor der blandt andet er 'komplekse problemstillinger' og kriminalitet. En stor del af familierne er bosiddende i bydelen Vollsmose, der er er på listen over parallelsamfund i Danmark.

jornns /ritzau/

Sidst opdateret: 08/04/2024 - 11:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]