Flere kommuner må kigge langt efter arbejdspladser fra styrelserne
På trods af flere politiske aftaler om udflytning af statslige arbejdspladser har en række kommuner ingen arbejdspladser i tilknytning til statens styrelser. Se fordelingen blandt kommunerne her:
Udgivet: 05/04/2024
Selvom det er lykkedes at flytte flere statslige arbejdspladser til yderkommunerne de seneste år, så er der stadig 10 kommuner, der ikke ser skyggen af et årsværk fra en af statens mange styrelser.
Det viser en ny opgørelse fra Finansministeriet, skriver NB-Økonomi.
Udflytning af netop statslige arbejdspladser har ellers været genstand for stor politisk bevågenhed fra skiftende regeringer, men når det kommer til den geografiske fordeling af medarbejderne fra de ca. 90 styrelser, direktorater centre og tilsyn, kniber det stadig.
Staten er mere end styrelser
Samlet set der tale om ca. 85.500 medarbejdere. Men når arbejdsdagen begynder, er der ingen af dem, der stempler ind i Furesø, Gladsaxe, Halsnæs, Ishøj, Kerteminde, Nordfyns, Solrød, Stevns, Vallensbæk eller Ærø Kommune.
Yderligere syv kommuner - Faxe, Samsø, Egedal, Rebild, Odder, Sorø og Læsø - har færre end ti ansatte tilknyttet styrelserne.
De nye tal over den geografiske fordeling er blevet offentliggjort på foranledning af et spørgsmål fra folketingsmedlem Nick Zimmermann (DF).
Skatte-, Forsvars- og Justitsministeriet er de ministerier, der i opgørelsen har ansatte i flest forskellige kommuner. Ansatte i f.eks. politiet, kriminalforsorgen og forsvaret indgår i opgørelsen over bemandingen i styrelserne.
Det skal bemærkes, at Finansministeriet estimerer, at staten samlet set beskæftiger mere end 190.000, altså over dobbelt så mange som i styrelserne alene. Eksempelvis indgår ansatte i ministeriernes departementer eller medarbejdere på gymnasier og universiteter og andre selvejende institutioner ikke i oversigten.
Men det geografiske mønster går vel at mærke igen, hvis man inddrager de resterende ca. 105.000 ansatte.
Kommuner, der ikke har fået del i 'styrelsesarbejdspladserne', er ligeledes de kommuner, der har færrest statslige arbejdspladser pr. indbygger, når man inddrager de resterende statslige ansatte, som var inkluderet i en analyse, som Balance Danmark udgav i januar.
Finansministeriet har trukket tallene fra Statens BI-ISOLA, der indeholder tværstatslige løn- og personalestatistikker. Tallene er opgjort 4. kvartal 2023. I opgørelsen tager ministeriet en række forbehold for eventuelle lokale fejlregistreringer. Eksempelvis kan medarbejdernes faktiske placering afvige fra registreringen, i tilfælde af delt arbejdssted, udkørsel af fx tilsynsførende, udstationering i udlandet og lignende. Du kan læse hele oversigten her.
Sidst opdateret: 05/04/2024 - 11:36












































