Minister vil opioidbrug til livs: Vi kan ikke vente på rapporter

Ny vurdering understreger, hvor farlige opioider er, og justitsministeren præsenterer snart nye tiltag.

Udgivet: 04/04/2024

Del artiklen:

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) frygter, at når det handler om opioider i Danmark, ser vi kun "toppen af et meget stort bjerg".

Derfor vil han politisk være så tidligt på problemstillingen som muligt.

- Jeg vil kraftigt advare mod, at vi sætter os ned og venter på, at der er evidens nok til, at man i en rapport fra universitetet kan konkludere, at nu har vi et problem. Det kan der gå flere år, før man bliver i stand til at skrive.

Advarslen kommer med udgangspunkt i, hvad Hummelgaard hører fra andre europæiske lande, USA og lokale steder i Danmark, siger han.

Regeringen kommer inden sommerferien med et udspil. Hummelgaard vil ikke sige, præcis hvilke tiltag man kan forvente.

Men der vil være elementer, der retter sig mod sundhedsmyndigheder, politiet og anklagemyndigheden. Der vil også være tiltag, der kan bruges lokalt og helt ned på gadeplan, siger ministeren.

En vurdering foretaget af de tre retsmedicinske institutter i Danmark viser torsdag, at farligheden af opioider er "meget høj".

For centralstimulerende stoffer som kokain og amfetamin er farligheden "høj".

Opioider er en gruppe af stoffer, som virker smertestillende ved at bedøve centralnervesystemet. De mest kendte er morfin, heroin, metadon, fentanyl, oxycodon og tramadol.

Ved en åben høring i Folketinget om emnet onsdag anerkendte Hummelgaard dog, at der ikke er noget i data, der lige nu tilsiger, at vi har en stor opioidkrise herhjemme.

Men et besøg på et misbrugscenter i Greve torsdag har bekræftet ministeren i, at der er et problem.

- Der er en hel del, der tyder på, at misbruget af ulovlige opioider blandt børn og unge i Danmark er i stigning, lyder det.

Peter Hummelgaard peger på, at flere unge bliver indlagt med opioidforgiftninger.

Samtidig viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at næsten halvdelen - 124 ud af 280 - af de narkotikarelaterede dødsfald i 2022 skyldtes formodet opioid-forgiftning.

- Jeg frygter, at med alt det, vi hører fra kommuner, unge selv og folk, der arbejder på gadeplan, at det her er meget større, end vi selv gør os begreb om på nuværende tidspunkt.

- Jeg frygter, at fordi der ikke er registreret data eller endnu konsolideret evidens, så griber vi det ikke i tide, siger justitsministeren.

/ritzau/

Sidst opdateret: 04/04/2024 - 18:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]