
Borgmestrene Pernille Beckmann (V) og Peter Rahbæk Juel (S) fortalte om deres erfaringer med forskellige typer af borgerinvolvering ved Kommunalpolitisk Topmøde sammen med Zakia Elholm (tv.) fra We Do Democracy. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter vellykket skoleforløb: Borgmester vil introducere ottende embedsmandsdyd
Kommunernes inddragelse af borgerne i en tid, hvor det er blevet sværere at lave politik ”med ørerne”, bør være mere systematisk, mener Peter Rahbæk Juel.
Udgivet: 25/03/2024
Lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl, partipolitisk neutralitet – og måske ”borgerinvolvering”. De syv embedsmandsdyder, der skal sikre en korrekt etisk adfærd i forvaltningen, bør få en tilføjelse, mener Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S). Han fortalte om sit synspunkt og kommunens erfaringer på Kommunalpolitisk Topmøde, hvor KL fredag satte fokus på nye eksempler på borgerinddragelse
”Der mangler en ottende embedsmandsdyd, der handler om, at man skal vende sig ud mod omverdenen og kunne tage input ind i form af involvering,” siger Rahbæk Juel.
De syv embedsmandsdyder udspringer fra centraladministrationen, men en ottende dyd om involvering af almindelige borgere vil nok være nemmere at integrere i kommunerne. Zakia Elholm fra virksomheden We Do Democracy, der tilrettelægger inddragelsesforløb, peger på, at kommunerne har været i gang med mere avanceret borgerinddragelse i ti år.
”Det bobler virkelig i det kommunale landskab på denne dagsorden,” siger hun og tilskynder kommunerne til sætte ekstra fart på udviklingen og intensivere vidensdelingen.
”Den skal være mere systematisk. Vi skal lære noget på tværs. Vi skal udveksle modeller og samle erfaringer op,” siger Zakia Elholm.
Tusindvis tog del i skoleprojektet
På KL-topmødet kunne byrådsmedlemmer fra hele landet blive inspireret af erfaringerne fra blandt andet Odense, som sidste år modtog en stor international byudviklingspris for kommunens involvering af borgere i forbindelsen med renoveringer af folkeskoler.
Da byrådet vedtog en plan med renoveringer for over 500 millioner kroner, blev det besluttet at afsætte en lille del af puljen til at få borgerne i lokalområdet med til at prioritere, hvad pengene skulle bruges til. Undervejs engagerede over 27.000 odenseanere sig i planlægningen.
”Vi havde et billede af, at vi gav nøglerne til vores skoler tilbage til lokalsamfundet,” fortæller borgmesteren.
”Da borgerne i lokalsamfundet fangede, hvad der var præmissen og rammen, gav det en helt fantastisk energi,” tilføjer han.
Ifølge Peter Rahbæk Juel er der masser af eksempler på, hvilke fingeraftryk borgerne satte, og mange steder har skolen fået en ny status og bruges i højere grad som et forsamlingshus. For kommunalpolitikerne er værdien af borgerinddragelse vokset, fordi man i partiforeningerne i langt ringere grad kommer i dialog med et bredt udsnit af befolkningen
”Så det med at holde den demokratiske samtale i gang - at lave politik med ørerne, som det jo dybest set handler om - det smuldrer stille og roligt. Der er brug for nogle nye rammer omkring det,” siger Odense-borgmesteren., som mener, at inddragelsen på skolerne har ”en demokratisk kvalitet, som man på ingen måde skal undervurdere”.
”Det er jo, når vi vender os mod hinanden i samtalen, at der er plads til flere positioner, flere synspunkter, uden at det eksploderer. Hvis der bare er to meninger, der slår mod hinanden på sociale medier, er der jo allerhøjst en, der vinder, og så er der en taber. Og det er jo ikke værdiskabende”.
Zakia Elholm, som synes, Danmark har brug for en demokratireform, blev på topmødet spurgt af vært Cecilie Beck, hvornår man som kommune helst skal indlede borgerinvolveringen. Hendes råd er at invitere borgerne tidligt ind – kort efter man har identificeret et alvorligt problem, der er svært at løse.
”Det er det tidspunkt, hvor man tænker, at her er der et så dilemmafyldt problem, at vi faktisk ikke ved, hvordan vi skal løse det. Når man har den erkendelse, så skal man åbne samtalen,” siger Zakia Elvang.
”Man skal ikke vente ved at lade nogle eksperter udarbejde et forslag, eller selv gå i tænkeklub. Og så skal man selvfølgelig være enormt tydelig på rammesætningen og styringen af, hvordan den samtale skal være.”
Ikke bare for at klappe noget af
Involvering af borgere for syns skyld skal man lade være med at kaste sig ud i, understreger hun.
”Først og fremmest skal man være klar over, at demokratiet er ikke noget, man leger. Man skal ikke sætte det i gang for at lave en lille proces her, hvor nogle borgere kan klappe noget af, som vi i virkeligheden allerede ved, vi vil lave”, siger Zakia Elholm.
Hun pointerer, at kommunerne på forhånd skal gøre det helt klart for deltagerne i en inddragelsesproces, hvordan man vil bruge deres indspark, og hvad kommunalpolitikerne på forhånd forpligter sig til – og ikke forpligter sig til.
KL bruger topmøderne til at promovere kommuner, som griber tingene anderledes an, og foreningen har tydeligvis et godt øje til involveringen i Odense. Også ved Børn- og Ungetopmødet i januar fortalte kommunens rådmand for børneområdet, Susanne Crawley (R), om skolerenoveringsforløbet, der har bidraget til at få andre elever og deres forældre ind på skolerne.
Fredag i Aalborg slår Peter Rahbæk Juel fast, at han er fortaler for, at kommunerne skal arbejde mere systematisk med inddragelse, da det kan fungere som en medicin mod faldende tillid til politikerne og splittelse i samfundet.
”Vi får en helt anden samtale og en anden kvalitet i demokratiet. Det betyder ikke, at alle får, hvad de vil have, men når man har deltaget i en demokratisk samtale, så får du i hvert fald en oplevelse af at være med i diskussionen og få viden - også selv om, at dit synspunkt ikke nødvendigvis bliver gjort gældende”.
Sidst opdateret: 25/03/2024 - 09:58












































