
De to kandidater til borgmesterposten fra Socialdemokratiet i Slagelse Kommune - Britta Huntley og Søren Horn Petersen. - Foto: Slagelse Kommune og Privat
Afstemning om S-borgmesterkandidat ender i dødt løb
Det tegner til at blive en gyser om, hvem der skal være Socialdemokratiets spids og dermed borgmesterkandidat i Slagelse Kommune ved KV25. Generalforsamling kunne ikke afgøre duellen mellem de to kandidater, så nu venter urafstemning.
Udgivet: 22/03/2024
Socialdemokratiet i Slagelse holdt kredsgeneralforsamling onsdag aften, hvor der skulle stemmes om, hvilken kandidat der skal stå i spidsen som borgmesterkandidat ved KV25 og forsøge at fravriste Knud Vincents (V) borgmesterkæden, han overtog fra John Dyrby Paulsen (S) i 2021. Dyrby Paulsen har meddelt, at han ikke genopstiller ved det kommende kommunalvalg.
Afstemningen blandt de fremmødte blev aldeles tæt, idet byrådsmedlem Britta Huntley fik 68 stemmer mens Søren Horn Petersen, der er tidligere byrådsmedlem for partiet, fik 67 stemmer.
Derfor skal der nu holdes en urafstemning blandt de cirka 450 medlemmer i de tre socialdemokratiske partiforeninger i Slagelse Kommune. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Inden afstemningen på generalforsamlingen holdt kandidaterne sine oplæg. Britta Huntley vil trække flere af medlemmerne nærmere beslutningerne i partiet:
"Politik skal være konkret. Vores kommune skal være mere åben og transparent. Vi skal lytte til flere ildsjæle. Jeg er overbevist om, at jeg kan få højere stemmetal end Knud Vincents i næste valg," sagde Britta Huntley ifølge Sjællandske Medier.
Søren Horn Petersen tog også fat i, at Socialdemokratiet skal tilbage for enden af bordet i byrådssalen:
"Det er vigtigt, at vi sidder med ved bordet, når beslutninger skal tages. Vi skal vinde næste valg. Jeg er kampklar. Borgmesterkandidaten skal kunne matche modstanderen. Er vælgerne ikke trygge ved vores kandidat, vil de ikke snakke med os. Jeg vil forhandle solen sort og finde løsninger," sagde Søren Horn Petersen.
Sidst opdateret: 22/03/2024 - 13:29












































