
Frivillig Else Jensen (th) hjælper Astrid Kristiansen på plads med indkøbene. I fremtiden bør flere danskere hjælpe til som frivillige i ældreplejen, mener et flertal af danskerne. - Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix (arkiv)
Flertal af danskerne: Frivillige bør spille en større rolle i ældreplejen
Der bør være flere frivillige i ældreplejen, mener et flertal i den danske befolkning, viser ny undersøgelse, som KL's analysemagasin lancerer inden topmøde. Men de færreste ønsker, at det skal være dem selv, som skal hjælpe til,
Udgivet: 21/03/2024
Frivillige bliver nødt til at hjælpe mere til i ældreplejen i fremtiden.
Sådan lyder det fra hele tre ud af fire danskere, viser en ny befolkningsundersøgelse, som Voxmeter har foretaget for KL's analysemagasin Momentum blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen.
37 pct. forventer således i 'meget høj grad' eller 'høj grad', at det i løbet af de næste ti år bliver nødvendigt, at frivillige påtager sig en større indsats i ældreplejen i forhold til at lave sociale arrangementer og hjælpe med praktiske opgaver. 40 pct. mener i 'nogen grad'. Kun 15 pct. svarer 'i mindre grad' eller 'slet ikke'. Resten svarer 'ved ikke'.
Danskerne stempler således positivt ind i udfordringen om, at der mangler medarbejdere i ældreplejen, samtidig med der kommer flere og flere ældre. I regeringens oplæg til en nye ældrereform fremgår det også, at en af de bærende værdier i en ny ældrelov skal være et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet.
KL's formand, Martin Damm, mener, at det er positivt, at danskerne forstår, at vi i fremtiden er nødt til at organisere opgaverne anderledes.
"Derfor er det også helt afgørende, at vi får forløst civilsamfundets potentiale; og her er samspillet mellem frivillige og det offentlige en vigtig del af løsningerne. Som kan blive endnu vigtigere fremover," siger formanden til Momentum.
Vil ikke selv hjælpe
Men undersøgelsen fra Momentum viser samtidig, at det langtfra er alle danskere, som selv ønsker at hjælpe til i ældreplejen. Kun 28 pct. af danskerne kan se sig selv som frivillige på ældreområdet, mens 48 pct. svarer direkte nej til idéen.
Og netop det kan blive en udfordring, påpeger Røde Kors’ præsident, Jette Runchel. For jo mere organisationerne bliver brugt til at løfte på ældreområdet, jo flere frivillige skal de også skaffe; og derfor er det vigtigt at være realistisk.
"Frivillige er ikke serviceleverandører – og jeg tror ikke, plejehjemmene kan skære ned på sit rengøringspersonale eller få frivillige til at levere fast havehjælp. For det er ikke der, den frivilliges motivation typisk ligger," understreger Jette Runchel og tilføjer, at det derimod er i det menneskelige møde, at det meningsfulde ligger for frivillige.
Sidst opdateret: 21/03/2024 - 08:42












































