
Der er kold luft internt i konstitueringen i Skive Kommune. De Konservatives viceborgmester Mogens Birkelund (th.) har bedt om at få undersøgt Peder Chr. Kirkegaards (V) habilitet i forbindelse med kommunens behandling af et solcelleprojekt nær borgmesterens private ejendom. - Foto: Skive Kommune
Viceborgmester sår tvivl om borgmesters habilitet i solcellesag
Byråd skal tage stilling til, om der er brug for en ekstern undersøgelse af Skive-borgmesters inhabilitet og møder med energiudviklere. 'Jeg synes, det er et helt uhørt angreb på min person - og så fra byrådets viceborgmester', siger han. Ankestyrelsen er gået ind i sagen.
Udgivet: 11/03/2024
Viceborgmester i Skive Kommune Mogens Birkelund (K) sår tvivl om borgmester Peder Chr. Kirkegaards (V) integritet og vil have undersøgt, om borgmesteren har været inhabil i kommunens behandling af et solcelleanlæg, der støder op til hans egne marker.
Mogens Birkelund er medlem af Teknik- og Miljøudvalget (TMU) og var med til at drøfte principperne bag energiprojekterne i udvalget 6. februar, hvor borgmesteren, der ellers ikke har plads i udvalget, også deltog efter kommunestyrelsesloven paragraf 31 a.
§ 31 a
“Formanden har uden at være medlem ret til at deltage i møderne i udvalg uden stemmeret. Formanden underrettes om tidspunktet for udvalgsmøderne og modtager dagsorden samt udskrift af beslutningsprotokollen for hvert møde.”
Ud over en ekstern undersøgelse af spørgsmålet om inhabilitet ønsker De Konservative, som er en del af det smalle blå flertal, der gjorde Kirkegaard til borgmester, at byrådet får fremlagt en liste over borgmesterens mødeaktivitet med eksterne projektudviklere af energiprojekter. Viceborgmesteren skriver i sin motivation, at han er specielt interesseret i, "om han har holdt materiale tilbage fra TMU og Byrådet".
Dette kan man læse i dagsordenen til tirsdagens møde i økonomiudvalget. Her nævnes det også, at Ankestyrelsen af egen drift har henvendt sig til Skive Kommune med en anmodning om at få en udtalelse om sagen, som styrelsen blev opmærksom på gennem omtale i medierne.
Peder Chr. Kirkegaard er utilfreds med medlemsforslaget fra Mogens Birkelund, der er K's eneste medlem af byrådet.
"Jeg synes, det er et helt uhørt angreb på min person - og så fra byrådets viceborgmester", siger borgmesteren til Skive Folkeblad.
Han har tidligere slået fast, at han ikke mener at have nogen personlig interesse, og at værdien af agerjorden påvirkes af, om der opstilles solceller rundt om hans grund.
"Jeg mener ikke, at jeg på nogen måde er inhabil. Det havde jeg været, hvis min ejendom havde indgået i planen," sagde Peder Chr. Kirkegaard til Ekstra Bladet, som skrev om sagen for et par uger siden.
Det skal politikerne i Skive tage stilling til
Indstillingen fra byrådssekretariatet efter medlemsforslaget fra Mogens Birkelund (K) består af disse to punkter:
a) At byrådet træffer beslutning om, hvorvidt der skal ske en undersøgelse og vurdering af spørgsmålet om inhabilitet, og om at en sådan undersøgelse og vurdering i givet fald foretages eksternt – enten af Ankestyrelsen eller af en ekstern advokat.
b) At byrådet træffer beslutning om, hvorvidt der skal iværksættes en undersøgelse af borgmesterens mødeaktivitet m.v. med eksterne VE-udviklere, og om at en sådan undersøgelse i givet fald foretages af en ekstern advokat. I så fald vil Økonomiudvalget efterfølgende få forelagt et oplæg til rammer og økonomi m.v.
Sidst opdateret: 11/03/2024 - 13:01












































