Der findes allerede grøntmarkeder på skiftende placeringer i København, men flere partier har ønsket at øge kommunens engagement. Her vises grøntsager vises frem på et fransk marked.

Der findes allerede grøntmarkeder på skiftende placeringer i København, men flere partier har ønsket at øge kommunens engagement. Her vises grøntsager vises frem på et fransk marked. - Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix

Politikere ville støtte handel med frugt og grønt - forvaltning: Glem det

Kommunen kan hverken yde direkte eller indirekte økonomisk støtte til organisationer bag bæredygtige høstmarkeder, fastslår embedsværket.

Udgivet: 05/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

En ugentlig torvedag, som byens borgere stimler til for at købe friske grøntsager og frugter fra oplandets plantager og marker.

Det er en vision, som Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre i Københavns borgerrepræsentation har delt med hinanden, og derfor besluttede de sidste år, at forvaltningen skulle lave et oplæg om såkaldte farmers markets. Konkret bad partierne om svar på, hvordan "kommunen kan bidrage til at understøtte ugentlige Farmers Markets i København, evt. med et eller flere pilotprojekter som opstart". De fire partier, der sammen råder over et stort flertal på rådhuset, ønsker at tænke ugentlige markeder mere aktivt ind i kommunens strategier og uddelinger af tilskud.

Forvaltningen vurderer imidlertid i et notat, der behandles i Økonomiudvalget i dag, at det vil være i strid med kommunalfuldmagten at yde direkte økonomisk støtte til virksomheder, der har til formål at sælge frugt og grønt. Det slås fast over for politikerne, at det "grundlæggende ikke er en kommunal opgave at drive handel af fødevarer", og at det også vil være ulovligt at yde indirekte støtte, for eksempel gennem lavere husleje.

V: Ikke en kommunal kerneopgave

Københavns Kommune har på grund af flertallets interesse undersøgt, hvad andre storbyer i C40-bynetværket gør for at støtte faste markeder. Oftest foregår det ved at udstede praktiske tilladelser til at bruge byrummet og ved at stille el, vand og toiletter til rådighed. I Barcelona findes et kommunalt madmarked, som drives i kommunale bygninger, oplyser forvaltningen.

På hjemlige breddegrader støtter Aarhus Kommune et ugentligt høstmarked med infrastruktur og registrering af gadesalg. Markedet drives af en lokal forening og fællesråd.

På forhånd var de borgerlige partier imod at bruge kommunale ressourcer på en ugentlig markedsdag.

”Venstre mener ikke, det er en kommunal kerneopgave at planlægge et høstmarked hverken i København eller i andre større byer i verden. Indsatserne kræver adskillige dyre medarbejdertimer, og det er frås med skatteborgernes penge", noterede partiet, da medlemsforslaget var til afstemning i august.

Ønsker at gå forrest

EL, S, RV og SF begrundede deres forslag med, at de mener, at København skal gå forrest, når det handler om bæredygtigt fødevareforbrug".

"I København vil vi gerne være en grøn foregangsby. Både på de store linjer som reduktion af CO2-udledning og styrkelse af biodiversiteten, men også på de mindre linjer, som blandt andet går ud på hvad vi spiser, hvor maden kommer fra, og hvem vi spiser den med", skriver partierne.

Embedsværket har på deres foranledning også kortlagt, hvor i København der er plads til et ugentligt marked, og hvilke eksisterende puljer initiativtagere kan søge. Arbejdet har frembragt en liste på 11 udendørs pladser og én indendørs bygning, som kan egne sig til formålet. Kommunen vurderer, at der ikke er kapacitet til at leje sig ind på permanent basis i nogen idrætshaller og kulturhuse, og at arrangører i øvrigt vil skulle betale markedsprisen for at leje sig ind.

Sidst opdateret: 05/03/2024 - 11:43

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]