Kendt borgmester bliver fungerende formand for Konservative

Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler bliver dog ikke fungerende politisk leder for De Konservative.

Udgivet: 02/03/2024

Del artiklen:

Michael Ziegler, der er næstformand hos De Konservative, er fungerende formand for partiet - men ikke fungerende politisk leder - efter Søren Pape Poulsens død.

Det oplyser Ziegler, der til dagligt er borgmester i Høje-Taastrup Kommune, til Ritzau.

Ifølge De Konservatives vedtægter er Ziegler som næstformand nu fungerende formand. Pape var både partiformand og politisk leder. I teorien kan det godt være to forskellige personer.

Pape var frontfigur for De Konservative siden 2014. Han døde lørdag efter en hjerneblødning. Pape blev 52 år.

Hvad den videre proces bliver omkring en permanent konservativ formand, vides endnu ikke, oplyser partiet.

En løsning kan blive, at der indkaldes til et ekstraordinært landsråd, hvor en ny formand vælges.

En anden løsning er også, at partiet finder en ny politisk leder, der så vælges som formand på et ordinært landsråd.

Men detaljerne omkring den videre proces har ikke været drøftet endnu, i og med at Papes død er kommet ud af det blå.

Michael Ziegler skriver på det sociale medie X, at Papes død er trist og meningsløs.

- Min gode partiformand, hjertevarme, livsglade og altid omsorgsfulde Søren er ikke mere. Hans lys blev slukket klokken 13.13 i dag, skriver Ziegler.

Pape blev ramt af en blødning i hjernen under et hovedbestyrelsesmøde i De Konservative i Vejen fredag. Pape blev kørt til Odense Universitetshospital fredag, men hans liv stod ikke til at redde.

/ritzau/

Sidst opdateret: 02/03/2024 - 20:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]